Alt tyder på, at en genåbning af Brabrand Station nu bliver en realitet. Alle Folketingets partier står bag en aftale, der betyder, at der frem til 2035 skal bruges 161 mia. kr. til infrastruktur i Danmark, skriver Jyllands-Posten. Det indebærer blandt andet en ny togbane fra Aarhus til Silkeborg og støtte til letbanens etape 2 til Brabrand, hvilket også vil betyde en togstation i Brabrand. Aftalen offentliggøres senere i dag.
Lørdag d. 18. september er der for første gang motionsløb i Gellerup. “Løb mellem husene” hedder arrangementet, og træningen til løbet er allerede gået i gang. Folkesundhed Aarhus Vest træner hver onsdag kl. 10-11 ved Hasle Bakker. Alle er velkomne og kan let være med. Mødestedet er p-pladsen ved Lenesvej. Du kan kontakte Maibritt Helleberg på 4186 0878 for at få mere information.
Gennem det sidste år har Vaskeriet i Søvangen arbejdet på udviklingen af en vild have i parkområdet bag vaskeriet. Og nu nærmer arbejdet sig sin afslutning, og Vaskeriet er klar til den officielle indvielse af haven d. 8. juli kl. 11.00. “Vi klipper traditionen tro den røde snor med borgmesterens guldsaks og giver den gyldne rive og ansvaret for haven til beboerne og bestyrelsen i Søvangen”, skriver Vaskeriet i den åbne invitation.
Medstifter af Palæstina Film Festival og Yallah.dk, Huda Chaaban, har vundet prisen som Årets Ildsjæl, for sin store indsats som frivillig, hvor hun engagerer andre i kunst og kultur, og binder folk sammen i fornøjelse og eftertænksomhed med nye horisonter. Prisen blev overrakt af Rabih Azad-Ahmad, kulturrådmand i Aarhus, og af Claus Lauenborg, regionsdirektør i Vestjysk Bank. Udover hæderen er prisen på 25.000 kr. til arbejdet i de foreninger, Huda repræsenterer.