Karsten Høgild er udnævnt som ny provst i Aarhus Vestre Provsti og præst i Brabrand. Han tiltræder 1. april og rykker derefter ind i provsteboligen på Nordentoftsvej med sin familie, sin kone Hanne og tre børn i alderen 13-17 år. Karsten Høgild kommer fra en stilling som præst i Åbyhøj, hvor han har været i knap 10 år. Han vil blive indsat i sit nye embede af biskop Henrik Wigh-Poulsen ved en gudstjeneste d. 12. april kl. 19.00 i Brabrand Kirke.
I eftermiddag kl. 15.30-17.30 kan du være en del af Maker Monday på Gellerup Bibliotek, hvor du kan prøve kræfter med bl.a. lasercuttere, 3D-printere og ScanNcut. Der er ingen tilmelding.
Eleverne i den kommende nye folkeskole i Gellerup skal gå på genbrugsgulve fra de nedlagte lejligheder, skriver Stiften. “Vi kikker på flere materialer, som vi kan genbruge i den nye skole. I første omgang er det parketgulve og altanværn,” siger Anne Marie Due Schmidt, som er bygningschef i Børn og Unge, til avisen.
Hvis du kan li´ at spille skak, så har du muligheden hver anden onsdag på Gellerup Bibliotek. Frivillige står for skak-spillet, der blandt andet foregår på onsdag kl. 14.30-16.30.
Tirsdag aften kl. 18.15 er Isabella Nygaard Larsen, Engdalsvej 69, 1.tv., vært for et måltid mad og et oplæg fra Emilie-Johanne Sølbæk, Zero Waste. Hun fortæller om at minimere affald og spild og om genbrug på flere planer. Du kan læse mere om arrangementet hos Brabrand Grønne Nabofællesskaber.
Klubberne i Gellerup har holdt flyttedag, og både børn og voksne føler sig nu hjemme i det tidligere Foreningernes Hus på Gudrunsvej 10A. I onsdags var der åbningsfest i de nye lokaler. Fritids- og ungdomsklubben i Gellerup har til huse i de nye lokaler, indtil den nye skole står klar i 2025.
På søndag d. 5. marts kl. 12.30 inviterer Skjoldhøj Grønne Nabofællesskaber til frokost og workshop på Grimhøjgaard. Det Finurlige Flyselskab vil undervise i genbrug, for eksempel brugte dåser o.l. til f.ex. smukke vindspil der kan pynte på terrassen, i æbletræet eller over skrivebordet. Det Finurlige Flyselskab medbringer spændende materialer som alle er 100% genbrug fra Reuse i Aarhus.