Hele weekenden har der været landsmesterskaber i badminton i bl.a. Brabrandhallen, hvor en af Brabrand IF Badmintons egne talenter, 17-årige Toma Uda Jørgensen, vandt guld samt sølv og bronze i andre kategorier. Landsmesterskaberne var arrangeret af Højbjerg Badmintonklub og foregik i en række forskellige haller i hele Aarhus.
I eftermiddag kl. 13-15 inviterer Folkehuset Gellerup til årsmøde i caféen på Gudrunsvej 80. Der vil blandt andet være mulighed for at tale om flytteplaner på Fredspladsen og det kommende år i folkehuset.
I eftermiddag kl. 16.00-17.30 inviteres foreninger, institutioner, virksomheder og borgere i 8220 Brabrand til at deltage i planlægningen af den kommende Klimahandledag, som finder sted torsdag den 23. april 2026. Mødet foregår i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92. Bag mødet står personer fra Brabrand Kirke og Folkehuset Brabrand. Alle er velkomne.
I eftermiddag kl. 17.00 byder Gasværket på fernisering af en ny fotoudstilling i over-etagen. Niels Dalgaard og Christine Hemme står samen med med grafiker Joe Ingvartsen fra Jysk Grafisk Værksted bag en række fotos taget i Jaka-fabrikken i 2015. Gasværket byder på et glas vin og lidt mundgodt.
Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold spillede lørdag den anden testkamp hjemme på eget kunstgræs, hvor det blev til en sikker 3-1 sejr over U19-mandskabet fra AaB. Det meste af truppen var i spil, undtaget dog de skadede spillere Tobias Friis, Rasmus Juul, Mathias “Marvin” Laursen og Lucas Martin. Der er dog begrundet håb om at have dem alle klar inden længe. “Transfervinduet er åbent, og truppen kan derfor ændre sig den næste uges tid, men pt er alt forholdsvis roligt, og vi har glædelige gensyn med Rasmus “Høvl”, Tobias Friis og Frederik Jørgensen,” skriver Kim Groth fra klubben i en opdatering til sponsorerne.
Der er lagt op til en politisk varm debat om Gellerup på det kommende byrådsmøde på onsdag, hvor Enhedslistens tre medlemmer foreslår fuldt stop for alle nedrivninger og udviklingsplaner i Gellerup og Bispehaven, skriver Stiften. Heroverfor står Venstre, der vil have “fuld fart frem” på helhedsplanen og kræver handling af borgmester Anders Winnerskjold, som selv siger: “Med hensyn til at komme videre med de fysiske forandringer i Gellerup lever vi nu engang i et retssamfund, hvor domstolene først må træffe en beslutning, inden vi ved, hvad vi må og ikke må.”
Som en del af Sigrids Stue AIR Gellerup er arkitekt og kunstner Jad El Khoury tilknyttet Sigrids Stue i alt tre måneder over det næste halve år. I den forbindelse inviterer Sigrids Stue torsdag kl. 16.30 til KUNST & KAFFE i Sports- og Kulturcampus med artist talk, hvor Jad El Khoury vil præsentere sit kunstneriske arbejde og research. Han bor i øjeblikket i Oslo og har en kandidatgrad i interiørarkitektur fra Det Libanesiske Universitet og en kandidatgrad i kunst i det offentlige rum fra Oslo National Academy of the Arts.



