Østjyllands Politi var lørdag aften igen på patrulje i Aarhus Vest for at fange trafiksyndere. Og endnu en gang viste det sig, at der var en del at komme efter. Blandt andet fik en 22-årig mand en bøde på hele 18.000 kroner samt frataget sit kørekort, skriver Lokalavisen.
Beboerne i Årslev indsamlede søndag 20 sække skrald i hele Årslev-området, hvorefter resultatet blev fejret med hjemmelavet kage, kaffe og sodavand. Der er aftalt yderligere to gange affaldsindsamling inden sommerferien. Foto: Kim Bisgaard.
Søndag holdt Brabrand Håndbolds 3. divisionsherrer afstanden til de to nederste pladser, da holdet på udebane slog Skovbakken fra den øverste halvdel af rækken med 20-18. Dermed holdt holdet afstanden på et enkelt point til AGF på næstsidste-pladsen.
I kvindernes jyllandsserie satte Brabrand tingene fuldstændig på plads i toppen af rækken, da holdet slog rækkens nummer to, Randers KFUM, med hele 40-25 på udebane. Brabrand er fortsat en helt suveræn nummer ét og stiler direkte mod 1. division.
I aften kl. 17.30-19.30 inviterer spejderne i Valhalla Gruppe til grupperådsmøde i Sognegården. Arrangementet er for forældre og ældre spejdere. Der indledes med aftensmad og fortælles herefter om planerne for 2019.
Ligeledes mandag kl. 18.30 inviterer hjemmeværnskompagniet Aros, Grimhøjvej 1, til informationsaften.