Tirsdag d. 22. marts inviterer Aarhus Kommune i tidsrummet kl. 10-18 til Åbent Hus i lokalerne på Gudrunsvej 82. Det handler om udviklingen omkring Fredspladsen i Gellerup. Du kan stille spørgsmål om planerne for området, og hvad der sker lige nu – og fortælle om dine idéer og tanker om stedets fremtid.
Brabrand IF´s håndboldherrer i 3. division vandt søndag eftermiddag en vigtig sejr i bunden af rækken, da det hjemme i Brabrandhallen blev til en sejr på 25-24 over Nørre Djurs HK. Det betyder, at Brabrand holder trit med de øvrige bundhold, der dog også vandt deres kampe, så Brabrand er fortsat på sidstepladsen med 9 points. Næste weekend venter hele to kampe – fredag mod Skjern i pokalturneringen og søndag en vigtig hjemmekamp mod Hasle KFUM.
Østjyllands Politis færdselsafdeling var lørdag aften på kontrol i den vestlige del af Aarhus, hvor betjentene blandt andet målte hastighed. Ni bilister kan se frem til et klip i kørekortet for at have kørt for stærkt, og en enkelt står til en betinget frakendelse af kørekortet. Derudover blev der uddelt 12 sigtelser for andre forseelser.
Under indsatsen traf nogle betjente tilfældigvis en ung mand ved en bil, og han havde ikke videre lyst til at tale med politiet. Han stak af fra stedet til fods, og undervejs tabte han en machete, som politiet beslaglagde.