Grimfest har offentliggjort fem nye navne til sommerens festival d. 4.-6. august. På programmet er blandt andet den kvindelige danske rapper, sanger og sangskriver, Sulka. Hun hedder i virkeligheden Alma Holm og kommer fra København og i maj 2020 udgav det anmelderroste debutalbum ‘Epoker’, som er blevet til i samarbejde med Tue Track. Desuden optræder Emil Kruse, Jonny Hefty & Jøden, Josva og Agnes Hartwich på Grimhøjvej.
Vatanspor kunne have sikret sig en sæson mere i jyllandsserien med en sejr på udebane mod Horsens fS – men i stedet blev det til lidt af et kollaps mod bundholdet: 1-5 lød de triste cifre mod bundholdet, og det betød, at Vatanspor i den uhyre jævnbyrdige række blev overhalet af flere hold og endte på næstsidste-pladsen. Det betyder, at der nu venter playoff-kampe om at blive i jyllandsserie 1. Her møder Vatanspor på lørdag kl. 14.00 Lysengs andethold på Arena Vest i Gellerup.
For Brabrand IF´s jyllandsseriehold var søndag heller ikke den bedste dag. Den direkte konkurrent til oprykningen til danmarksserien, FC Djursland, vandt nemlig en knusende 4-0-sejr i den sidste kamp og snuppede den direkte oprykning. I stedet skal Brabrand nu kæmpe med Esbjerg fB om at få den sidste plads i danmarksserien. Den kamp spilles onsdag d. 22. juni på neutral bane. Valget er faldet på Give Stadion, hvor kampen fløjtes op kl. 19.00.
Rosé-Løbet blev lørdag endnu en gang gennemført med stor succes. På en fem kilometer lang rute gennem Brabrand, løb, gik og luntede over 100 deltagere og fik undervejs en forfriskning i form af kølende rosévin. Løbet var arrangeret af vinbutikken Bare Vin.
I morgen, tirsdag, kl. 17-18 får cykelværkstedet i Røde Kors Huset ved Bazar Vest besøg af cykelsmeden Louise, som vil fortælle om basale reparationsteknikker. Hun vil vise, hvilke reparationer, der er værd at bruge tid på og hvilket værktøj, du skal bruge for at klare de mest basale cykelreparationer selv. Læs mere her.
Søndag kl. 22.39 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv på Tinesvej. Den forurettede skulle angiveligt være på vej mod skadestuen i en privat bil, som en patrulje spottede i krydset ved Paludan Müllers Vej/Herredsvej, hvor den kom kørende i høj fart med katastrofeblinket tændt. Patruljen fulgte efter bilen, der kørte frem til skadestuen, hvor den forurettede, en 26-årig mand, steg ud med tydelige skader på kroppen. Det viste sig, at han var blevet stukket flere gange med en knivlignende genstand, men ingen af skaderne var umiddelbart livstruende. Området omkring Karen Blixens Boulevard/Trille Lucasens Gade/Tinesvej blev spærret af, mens der blev foretaget en række undersøgelser på stedet. Sagen bliver nu efterforsket nærmere.
Foreningen AarhuSomali leverede søndag aften et brag af en afslutning på Somalisk Kulturfestival i Gellerup. I duften af samosa og kardemommethe og lyden af moderne og mere traditionelle rytmer var der mange aktiviteter og taler, blandt andet af det lokale folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Camilla Fabricius, som på billedet også fik sig en henna-tatovering. Hun fortæller efterfølgende: “Det betyder meget, at man som lokalt folketingsmedlem bliver involveret i ens lokalområde og får mulighed for både at snakke og feste. Det er det somaliske fællesskab formidable til – det kunne andre foreninger faktisk godt lære af.”