En person blev i aftes kl. 22.25 ramt af skud ved Circle K på Silkeborgvej, skriver Lokalavisen. Østjyllands Politi oplyser, at den ramte ikke har fået kritiske skader. Politiet rykkede ud og har været til stede i området, hvor der i en periode har været afspærret hele natten.
Udbygningen af Høiriisparken, hvor den tidligere Jaka-fabrik lå, fortsætter. De fleste af de 52 dobbelthuse er nu solgt, og desuden er de første rækkehuse udlejet. Nu arbejder håndværkerne på 20 rækkehuse, som PKA er klar til at starte udlejningen af. Og bag dette byggeri kommer en række almene boliger ejet af Lejerbo.
På fredag den 6. november udkommer årets juleøl, og det skal fejres – blandt andet i Café Brabrand, der er udvalgt til at huse J-DAG LIVE, som er en virtuel J-dag, der foregår i virkeligheden! Fra kl. 17-21 vil der være ølsmagning, bingo og meget mere. Du kan læse mere og købe billetter her. Samtidig er julefrokosten, du kunne læse om i fredagens nyhedsbrev, aflyst.
Jydsk Boldspil-Union har besluttet at afblæse sidste runde af efterårets jyllandsserie. Det betyder, at den nuværende stilling er fastlåst, og både Brabrand IF og Vatanspor kommer med i en udvidet pulje i foråret om oprykning til danmarksserien.