Søndag aften gav strygergruppen Who Killed Bambi en nærmest magisk koncert i Aarhus Musikhus´ store sal. For øjnene af en godt fyldt sal leverede Who Killed Bambi sammen med 12 solister en smuk og stemningsfuld oplevelse, hvor de sammen præsenterede hele albummet “12”. Desuden spillede orkestret sammen med tre pigekor en række nykomponerede instrumentalnumre. Tre af orkestrets fem medlemmer bor i Brabrand.
I løbet af weekenden har Østjyllands Politi foretaget 49 visitationer og 16 ransagninger i de nyetablerede visitationszoner i Brabrand og Rosenhøj. I den forbindelse er der blandt andet blevet fundet en kniv og to pebersprays samt en mindre mængde hash og skunk. Østjyllands Politi fortsætter sin målrettede indsats mod personerne med tilknytning til bandemiljøet i de to visitationszoner, skriver politiet i døgnrapporten.
Musikforeningen Jazzværket er klar med et varieret forårsprogram med alt fra New Yorker-jazz over blues til gedigen rock n´roll. Jazzværket er medarrangør af VinterStemmer lørdag d. 28. januar, hvor du blandt andet kan høre lokalt baserede Molde. Desuden kan du hen over foråret opleve vokalisten Lucy Yeghiazaryan sammen med saxofonstjernen Grant Stewart, den østjyske rock n´ roller Michelle Birkballe, sanger og sangskriver Jens Lysdal, blues-duoen Theesink & Møller og endelig også den dygtige danske jazzviolinist Bjarke Falgren med band.
Grimfest har offentliggjort yderligere tre navne til næste sommers musikfestival på Grimhøjgaard. Det drejer sig blandt andet om Kind mod Kind, der leverer sårbare festhymner tilsat klubbens dunkle rytmer og blandt andet har være P3´s Uundgåelige med singlen “Du Gør Mig Blind”. Desuden optræder den århusianske sanger og sangskriver Pauline Aggerholm og rapperne Lågsus på P3.
Hidtil har A. Enggaards nye bydel mellem Gudrunsvej og Åby Ringvej haft arbejdstitlen Helheden, men nu har man i stedet givet det bydelsnavnet Abildhøj. Det har flere hundrede år tilbage været navnet på området, der var Gellerups højeste punkt. Forleden slog Netto-butikken dørene op i området, mens godt 400 boliger i Abildhøj bliver klar i etaper. Første etape består af 80 lejligheder, der er klar til indflytning i foråret 2023 under navnet Solhusene. Du kan se de nye lejligheder på hjemmesiden Abildhøj.dk.
I aften kl. 18.00 inviterer Gellerup Forsamlingshus til julehøjskoleaften med fællesspisning og foredrag om “Gavens Logik” ved antropolog Malthe Lehrmann. Arrangementet er for 18-30-årige. Der er gratis adgang, men du skal tilmelde dig her.