I morgen går Aarhus Kommune i gang med at etablere cykelstier på begge sider af Hejredalsvej. Vejbanen bliver indsnævret fra ca. 8 m til 6,5 m, og der anlægges en cykelsti i forlængelse af fortovet. Når projektet står færdig i september, skal det give færre utrygge situationer for cyklister, gående og bilister, skriver Teknik og Miljø på Facebook.
Om kort tid åbner endnu en butik midt i Gellerup. I løbet af denne uge kommer skiltet Younis Minimarked op i vinduerne i stueetagen på Zebra House på Karen Blixens Boulevard. Younis Minimarked har også siden 2004 drevet butik i Horsens.
I dag vender de ældste elever tilbage til de lokale skoler. På Engdalskolen mødes 6. og 7. klasse kl. 8 på boldbanen, mens 8. og 9. klasse møder samme sted kl. 12. På Tovshøjskolen og Sødalskolen møder de ældste elever også efter frokost. De skal alle som de yngste elever overholde afstandskrav og huske at vaske hænder.
Café Europa har rokeret lidt rundt for at overholde afstandskravene, men åbner her til morgen kl. 7.30 for morgenmad, og 11.00 er der åbent i cafeen. Skulle der blive trangt, er der flere lokaler at åbne, lover Café Europa. “Dog vil vi opfordre jer til at booke et bord, hvis I ønsker at komme og spise aftensmad. Vores udeservering er også åben med ekstra pladser, så vi håber på sol over Aarhus”, skriver cafeen på Facebook.