En politipatrulje på Karen Blixens Boulevard i Brabrand opdagede natten til mandag kl. 00.51, at en mand cyklede rundt på fortovet – uden lygter på. Da betjentene tog kontakt til den 36-årig cyklist, udbrød han med det samme, at det ikke var hans cykel. Det var en, som havde ligget ulåst tæt på Bazar Vest, forklarede han. Den nataktive cyklist blev sigtet for at have taget cyklen, for at køre uden lys og for at cykle på fortovet.
Et par færdselsbetjente fra Østjyllands Politi kontrollerede fredag aften bilisternes fart på Ringvejen og de omkringliggende veje i det vestlige Aarhus. De noterede blandt andet en 35-årig mand, som kom drønende i sin Porsche forbi betjentene, der målte bilen til at køre mindst 115 km/t. Han blev indhentet og dirigeret ind til siden af patruljen, der tog kørekortet fra ham på stedet.
Brabrand Idrætsforening oplevede i 2020 en tilbagegang i medlemstallet fra 2509 til 2351, fremgår det af den årlige medlemsopgørelse. Udviklingen har dog været meget forskellige fra afdeling til afdeling. Mens især tennisafdelingen har haft en stor fremgang, har Brabrand IF Gymnastik mistet hvert fjerde medlem og er gået fra 1010 til 752 medlemmer.
Søndagen bød på flere positive nyheder om coronasmitten i Aarhus: Det seneste døgn har der kun været 34 nye smittede i kommunen. Også smitte-incidensen i 8220 Brabrand er fortsat for nedadgående og var i går på 247, hvilket dog stadig gør Brabrand til det område i Aarhus, hvor der er den højeste smitte.
Sara Maria Brockelmann må som andre butiksindehavere i øjeblikket holde lukket i Genuina Garn & Håndværk på Hovedgaden, men hun har fundet en anden løsning: Via Instagram kan kunderne bestille varer, og hver eftermiddag tager Sara Maria Brockelmann cyklen til sin butik for at udlevere varerne i tidsrummet 15.30 til 17.00. “Det er blevet modtaget rigtig fint, og der har været en stor opbakning. På denne her måde håber jeg, at jeg kan holde skruen i vandet,” siger hun til Lokalavisen.