Aarhus Kommune advarer mod grønne alger i bl.a. Aarhus Å og Brabrand Sø og opfordrer til, at både mennesker og kæledyr undgår kontakt med vandet. “Nu har der været gode uger med solskin og stille vejr, og når det ikke blæser, så kan vandet få lov til at stå og blive varmt, og så kommer der alger, siger Nikolaj Kruse Christensen, geolog ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV2 Østjylland.
I dag kl. 13.15 er der igen bankospil på Lokalcenter Brabrand. Kaffe og brød er gratis, når man har købt plader. Inden da kan du spise frokost i cafeen, hvor der er kalvesteg på menuen.
I eftermiddag kl. 14.30 indvier institutionen Birkebakken officielt bofællesskabet Birkelunden, der får til huse i nybyggeriet ud til Hejredalsvej.
I dag kl. 17.00 inviterer Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd til fælles grill og hygge på græsområdet ved ro-stadion. Ta’ selv tæppe, bestik og evt. drikkevarer med. Fællesrådene leverer kød og salater. Du kan tilmelde dig arrangementet her.