Mandag kl. 17.00-18.30 inviterer Gellerup Bibliotek og Vores Brabrand til debatmøde på biblioteket om Gellerups fremtid, ”Hvad drømmer vi om i Gellerup?”, hvor blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard, formand for Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen, og Henning Winther fra A. Enggaard deltager. Alle er velkomne.
Der er som altid stor interesse for Brabrands kulturfestival VinterStemmer, der i år foregår lørdag d. 28. januar. Der er fuldt hus til formiddagens Jazzbrunch, hvor der nu er lukket for tilmelding og en lang venteliste. Også tilmeldingen til lørdag aftens koncert med Molde går godt, men her er der fortsat plads til flere i Gasværkets store sal. Til de øvrige program-punkter med blandt andre rapperen Per Vers og forfatterne Benjamin Koppel, Alberte Winding og Jesper Grønkjær er der gratis adgang og ingen billetbestilling.
Vandet fortsætter med at hobe sig op i Brabrand Sø og Årslev Engsø. Her er det fiske-området ved engsøens udløb i Brabrand Sø ved Byleddet og Søskovvej, der er oversvømmet. Med regnvejret søndag fortsætter vandet formentlig med at stige nogle dage endnu. Billedet er taget søndag af Henrik Andersen.
Andreas Rasch-Christensen fortsætter som forskningschef på VIA University College. Forskningschefen, som bor i Brabrand, er ansat i en åremåls-stilling, der udløber til juni. Men han har allerede nu fået afklaret, at han fortsætter i stillingen, skriver han på Facebook. Stillingen var oplsået eksternt, men et enigt ansættelsesudvalg har peget på Andreas Rasch-Christensen til at fortsætte i stillingen. Han er ligeledes dybt engageret som frivillig i Brabrand IF, hvor han er sportschef for 2. divisionsholdet i fodbold.
Natten til mandag kl. 2.15 blev en 51-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en politipatrulje på Røgelvej i Brabrand.