Odd Fellow-loge 101 Hans Broge har haft besøg af repræsentanter for Veteranhjem Midtjylland. Bestyrelsesmedlem Kim Dalbøge fortalte om livet efter at have været udsendt i Danmarks tjeneste, og hvilken funktion veteranhjemmet har. Desuden fik veteranen Peter L. og daglig leder Tanja Therkildsen overrakt en donation på 7221 kr. af Overmester Lars Vogelsang fra Odd Fellow loge 101 Hans Broge. Pengene skal bruges til indkøb af fødevarer til veteraner, som ikke har en let tilværelse. På billedet ses også Undermester Jesper Hansen.
I denne uge udstiller Gobaad Kulturforening flydende kunstværker på pap, lærred og bomuldsstof på Gellerup Bibliotek. På åbningsdagen, mandag d. 14. marts, er der fra kl. 16.00 åbning af udstillingen med drikke, snacks og DJ.
I dag kl. 13.15 inviterer Folkehuset Brabrand som så ofte før til bankospil. Der følger kaffe og brød med køb af plader.
I eftermiddag kl. 16.30-18.00 i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B, inviterer Den Gode Skolegang til at høre om, hvordan du understøtter dit barns sprog og læsning. Tina Kornbeck Nielsen og Stine Rose Høibjerg giver konkrete redskaber til, hvordan du kan læse med dit barn i alderen 6-12 år. Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding.
Søndag kl. 07.40 skete der et færdselsuheld på Edwin Rahrs Vej, hvor en 44-årig mandlig bilist kørte tværs igennem en rundkørsel. Det viste sig, at han var påvirket af narkotika, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet.