Store dele af Brabrand har siden mandag kl. 17.00 manglet vand. Vandforsyningen ventes først at være normal igen fra kl. 2.00, meddeler Aarhus Vand. Årsagen er et ledningsbrud ved Banevænget. Foto: Henrik Andersen.
Der er betydelige forandringer på vej i City Vest, skriver Lokalavisen. Processen med at transformere City Vest vil foregå i tre faser, og i den sammenhæng kommer placeringen af en kommende letbanestation i Brabrand til at spille en rolle, oplyser center manager Jacob Hald Christensen. Beslutningen om udviklingsplanerne for City Vest skal formelt først træffes i forbindelse med et bestyrelsesmøde i Danske Shoppingcentre til marts.
I dag kl. 11.00 og 15.00 inviterer City Vest på en gratis cirkus-oplevelse. Cirkus Trapez optræder med bl.a. jonglering, akrobater og seje luftnumre på det gamle madtorv. I tidsrummet kl. 12-14 kan du også komme med i manegen og prøve kræfter med forskellige cirkuskunster.
I dag kl. 13.15 inviterer Folkehuset Brabrand (tidligere Lokalcenter Brabrand) til bankospil. Der følger kaffe og brød med ved køb af plader.
Selskabet bag Brabrands 2. divisionshold i fodbold, Brabrand Divisions Fodbold, har indgået endnu et sponsorsamarbejde, denne gang med Racehall Aarhus på Hasselager Centervej. I forbindelse med holdets hjemmekampe vil Racehall Aarhus blandt andet udlodde gavekort og flyers med gode tilbud.
Grimfest har offentliggjort endnu et navn til dette års festival på Grimhøjvej 4.-6. august, Siamese, som musikmagasinet GAFFA beskriver som “gennemført dansk metalcore med internationalt potentiale”. Siamese er i år nomineret i hele tre kategorier til Gaffa-Prisen, “Best Danish Band”, “Hard Rock Album of the year” og “Album of the year”.
21-årige Nagin Ravand fra Gellerup er blevet udpeget som leder af Unisport Scholarship, der er et legat til personer, som ønsker at “ændre verden via fodbold”. Du kan læse mere om legatet her, hvor du også kan se en mini-dokumentar om Nagin Ravand.
Natten til mandag kl. 02.51 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en container på Sigridsvej. Da politiet ankom til stedet fik de fjernet et par containere, der stod ved siden af, så der ikke var risiko for, at branden ville sprede sig. Kort efter ankom brandvæsnet og fik slukket branden. Det var ikke umiddelbart muligt at fastslå en brandårsag.
Natten til mandag kl. 01.53 blev en 17-årig dreng sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at lade sig transportere af en anden på et el-løbehjul ved krydset Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej. Den 16-årige dreng, der førte løbehjulet, blev desuden sigtet for ikke at have anvendt hjelm.