U8-spillerne i Brabrand IF Håndbold og deres forældre var søndag samlet for at samle affald omkring City Vest og i Gellerup Skov for organisationen Rent i Danmark. “Super hyggelig formiddag og god indsats af ungerne,” skriver håndboldafdelingen på Facebook.
Brabrands danmarksseriehold i fodbold fik ikke noget med hjem fra søndagens besøg i Odense. Traditionsklubben B.1913 løb med en 1-0-sejr på et mål midt i første halvleg. Brabrands forsøg på at komme tilbage i kampen blev spoleret af et rødt kort til Mohammad Maher Abdullah, som med fem minutters mellemrum i slutningen af første halvleg to gange fik et gult kort og måtte forlade banen.
Den 30. september kommer kultshowet, The Tarantino Twist Show, til Brabrand for første gang. Showet på Gasværket hylder Tarantinos legendariske film, men har du ikke set en eneste af dem har du helt sikkert hørt musikken, meget fra 50erne-70erne. Showet er spækket med små scener fra filmene, humour, drama og burlesquedans. Publikum må endda få lov til at danse med, så som i twist-konkurrencen. Kunstnerne på scenen spiller blandt andet i Sam and the Soulmates og Memphis Boulevard, og der er desuden højt kvalificerede musikere, skuespillere og international burlesque-dansere på holdet.
Det lykkedes heller ikke i sjette forsøg fodboldklubben Vatanspor at vinde i jyllandsserien. I Søften blev det til et 0-2-nederlag, og holdet er nu isoleret i den nederste del af rækken.
Cirkus Tværs optrådte i weekenden ved en stor kulturfestival i Schleswig i det nordlige Tyskland, Norden, The Nordic Arts Festival. Det blev til både en fin optræden og til fine hyggestunder på pladsen.