Da Kronprinsesse Mary deltog i åbningen af #Childmothers-udstillingen på Dokk1 i dag, hilste hun blandt andet på Selin fra 0. klasse på Ellekærskolen. Selin var så stolt over at skulle møde Kronprinsessen, at hun havde bedt hendes mor købe en guldrose, hun kunne give til Kronprinsesse Mary. Selin er datter af Chadi Kayed, E&P Huset på Karen Blixens Boulevard.
Brabrand Håndbolds herrehold i 3. division fik søndag eftermiddag et imponerende resultat, da man fik uafgjort 19-19 mod et af topholdene, Skovbakken, i Brabrandhallen. Det ændrer ikke på Brabrands placering i bunden, men giver håb for holdets muligheder for at forblive i rækken.
Tirsdag kl. 11-15 arrangerer jobcentret og Brabrand Boligforening “matchmaking”, hvor lokale virksomheder kan møde beboere i Skovgaardsparken, som har brug for et job. Det foregår i Skovgaardsparkens selskabslokaler, Ingasvej 66. Læs mere her
Brabrand Fodbold udsendte i går denne pressemeddelelse: “I forbindelse med gårdagens indbyrdes opgør med Jammerbugt gik bølgerne højt efterfølgende. Der opstod kommunikation som var upassende. Men efter god grundig dialog, som holdes internt, de to klubber i mellem, er både Jammerbugt og Brabrand enige om at kigge positivt fremad. Klubberne har således blandt andet aftalt træningskamp først i det nye år.”
I dag kl. 13.15 er der bankospil på Lokalcenter Brabrand. Kaffe og brød er gratis, når man køber plader.
Holmstrup Mark har fået sin egen genbrugsplads, der også dækker afdelingerne Thorsbjerg, Odinsgården og grundejerforeningen Bifrost. Her kan brugerne foretage en grovsortering ved at fordele affaldet i forskellige containere.For nylig holdt området en genbrugsdag, hvor også Skræppebladet var til stede.
Der er også i år flere muligheder for at søge julehjælp, og Skræppebladet har lavet denne guide. Der er desuden mulighed for at søge hjælp til ansøgningen i beboerrådgivningen i Toveshøj og Gellerupparken.