På trods af det ekstreme aprilvejr søndag lykkedes det alligevel Kræftens Bekæmpelses indsamlere at få hele 40.831,52 kr. i indsamlingsbøsserne i Brabrand, fortæller indsamlingsleder Mette Bisgaard. Til sammenligning var beløbet i 2019 kun lidt over det halve, 22.139,50 kr. “Jeg er taknemmelig og glad over byens støtte, og ikke mindst at indsamlerne trodsede det dårlige vejr,” skriver Mette Bisgaard på Facebook.
I aften kl. 18.30 spiller Brabrands fodboldkvinder sæsonens første hjemmekamp i jyllandsserien, hvor Kolind/Perstrup kommer på besøg. Brabrand tabte for en uge siden den første kamp i Horsens med 2-3 og er opsatte på nu at få points på kontoen.
Omran Mohammad Ali har udgivet det tredje afsnit i en serie i en serie om at være ung i Gellerup og finde den rette vej mod uddannelse og job. Her taler han med Shadi Abbas, der er Omrans forbillede og en respekteret skikkelse i Gellerup. Via Snapchat hjælper han unge med at få arbejde og sprede glæde. Men ligesom Omran har Shadi selv en blakket fortid med bl.a. fængselsstraffe. Det liv er vendt på hovedet, og i dag uddanner 29-årige Shadi sig til ambulancebehandler. Du kan se videoen her.
Den tidligere fodboldspiller i Brabrand IF, Maymi Asgari, har startet sin egen fundraising-kampagne for at samle penge ind til sultne børn i hele verden. Alle kan støtte via denne hjemmeside.
På lørdag kl. 16.00 kan du opleve den dansk/kroatiske sangerinde ANTONiA i en livestreamet intimkoncert med to musikere. Koncerten bliver sendt fra de røde containerbygninger i hjertet af Gellerupparken. ANTONiA skriver dansksprogede sange med inspiration fra sine rødder fra Balkanhalvøen og sin opvækst i norden. Du kan læse mere her.