I de seneste dage er der kommet liv i indhegningerne rundt om Brabrand Sø, hvor de firbenede naturplejere er blevet sat på græs. I løbet af weekenden kom der også kreaturer i folden syd for Brabrand Kirke, leveret af landmand Morten Laursen til Brabrand-Årslev Kogræsser- og Naturplejeforening.
Coronasmitten er fortsat en udfordring i Gellerup Sogn. Søndagens tal fra Statens Serum Institut viser 23 smittede i løbet af den seneste uge. Det giver en incidens – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – på 246. Smitteprocenten er 2,1 procent af antallet af testede.
Brabrands fodboldkvinder i serie 2 fik søndag en flot 4-1-sejr over ASA og er nu nummer et i rækken. Halvdelen af Brabrands mål blev scoret af Pia Silze-Andersen, mens Emma Olsen scorede på straffespark, og Kamilla Kammer scorede det fjerde og sidste mål.
I aften kl. 19.00 skal Brabrands fodboldkvinder i jyllandsserien forsøge at holde fast i toppen af rækken, når Romalt kommer på besøg på Brabrand Stadion.
Livsværkstedernes sociale udendørs-café med gratis kaffe/te og lidt spiseligt har 5 “stop” af halvanden times varighed i Gellerup-området i den kommende uge. I dag kl. 11 dukker caféen op ved den renoverede boligblok i Toveshøj.