På søndag d. 7. juni kl. 15 kan du i Gellerup Kirke opleve et af landets nye upcoming pop-navne, Knægt, hvis borgerlige navn er Malte Nordtorp Pedersen. For Knægt er intet for ordinært og intet for spektakulært til hans univers. “Den genrefusionerende singer-songwriter trækker på en bred vifte af inspirationskilder lige melankolsk pop, slacker rock, hiphop, klassisk kor og jazz med en forkærlighed for stærke melodier og en legesyg lyrik, der kredser om temaer som eksistens, tvivl, sorg og kærlighed,” skriver Gellerup Kirke, som arrangerer koncerten i anledning af kirkens 50 års jubilæum. Koncerten er med frivillig betaling, men kirken anbefaler en pris på 75 kr. pr. person.
Fodboldklubben ACFC har efter en sløj start i serie 1 nu for alvor spillet sig op mellem de bedste hold i rækken. Søndag blev det på udebane hele 5-1 over Skibet IF. Ahmed Said og Younes Benchau bragte ACFC foran 2-0 i første halvleg, og Younes Benchau gjorde det også til 3-1, inden Skibet reducerede. I de sidste 20 minutter gjorde Molte Overgaard Idskou det til slutresultatet 5-1 til ACFC, der nu er nummer to i rækken.
Også Vatanspor fortsætter sejrsrækken i en af de andre serie 1-puljer. Her blev det lørdag til en kneben 2-1-sejr på udebane over Åbyhøj. Hjemmeholdet var ellers på sejrskurs på et mål af Jonas Bo Ottesen, men Abduljabar Cumar fik udlignet med 20 minutter tilbage – og få minutter senere sørgede Mustafa Husseinzada for sejrsmålet til Vatanspor, der med tre runder tilbage er fire points foran Nørager BK på andenpladsen.
I eftermiddag kl. 13-15 kan du i Folkehuset Gellerup se udvalgte hjælpemidler i hjemmet og høre nærmere om, hvordan de bruges. I dag er der udviklet mange smarte hjælpemidler, man som senior ikke nødvendigvis ved findes, og det kan godt være en overvindelse at begynde at bruge en øjendryp-brille, kartonåbner eller strømpepåtager. Men det kan gøre dagligdagen meget nemmere, og det vil de frivillige fortælle om ved dette arrangement. Brugerrådet giver en kop kaffe.
Det gik stærkt, da Grimfest i efteråret udbød billetter til dette års festival til salg. Partout-billetter og billetter til fredag og lørdag blev hurtigt udsolgt, men festivalen ligger stadig inde med 300 billetter til den første festival-dag, torsdag. Her kan du blandt andet opleve Anne Linnet, Sort Sol, Ashes of Billy, ØNDI – og DJ Anton Westerlin, som slutter aftenen af. Du finder torsdagsbilletterne via linket her.
Torsdag eftermiddag var beboerne i Skovgårdsparken, Gellerupparken og Toveshøj inviteret til et arrangement om skrald og sortering, der var planlagt af Brabrand Boligforenings serviceafdeling og Kredsløb. “Få af poserne var korrekt fyldt med plastik og kartonner, men i langt de fleste poser havde der lidt ærgerligt lige sneget sig en dåse eller et glas med. Og så var der også et par poser med madindhold og en stor dyne med betræk var sandelig også endt forkert i containeren,” rapporterer Brabrand boligforenings blad, Skræppebladet.
Østjyllands Politi modtog søndag morgen omkring kl. 07.12 en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Åby Ringvej i krydset ved Edwin Rahrs Vej. Ifølge anmeldelsen var uheldet sket, da en mandlig bilist havde foretaget en u-vending og efterfølgende var kørt med høj fart i modsatte kørselsretning, hvorefter der skete et frontalt sammenstød med en anden bilist – angiveligt i form af en bevidst handling. Den mandlige bilist forlod efterfølgende bilen og flygtede fra stedet, mens personerne i den anden bil blev tilset i en ambulance. Ingen personer var umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Østjyllands Politi er bekendt med identiteten på den formodede flugtbilist, en 23-årig mand fra Brabrand, der pt. er søgt af politiet. Det anvendte og efterladte køretøj er blevet beslaglagt af politiet med henblik på senere konfiskation jf. bestemmelserne om vanvidskørsel. Ejeren af bilen – en 21-årig mand – er blevet gjort bekendt med beslaglæggelsen og er samtidig blevet sigtet for at have undladt at oplyse politiet om, hvem der førte bilen på trods af anmodning om det.



