Planlægningen af en mulig toglinje mellem Aarhus og Silkeborg går nu ind i en konkret planlægningsfase. I slutningen af august mødes Banedanmark med bl. a. repræsentanter for Aarhus, Silkeborg og Skanderborg kommuner for at planlægge de videre forundersøgelser af linjeføringen. Jyllands-Posten har spurgt Banedanmark, om et togstop i Brabrand er med i den kommende planlægning. Men en togstation i Brabrand kommer først på dagsordenen længere henne i forløbet, svarer Banedanmark i artiklen her.
Der er i løbet af sommeren kommet nyt stråtag på den ældste del af Hotel Årslev Kro. Samtidig har kroen benyttet lejligheden til at få lavet en video, hvor du kommer med på rundtur i både restauranten og på hotelværelserne. Du kan se den her.
Den tidligere indehaver af Café Brabrand i Brabrandhallen, Morten Sand, har taget hul på et nyt kapitel i sit arbejdsliv på Mols, hvor han er blevet forpagter af Restaurant Ved Vandet ved Skødshoved Badehotel på Mols. Lokalavisen har været på besøg og har talt med Morten Sand og badehotellets ejer, Steffen Damborg. Du kan læse artiklen her.
Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold spillede lørdag den sidste træningskamp, inden det går løs med efterårssæsonen. Det blev til et 2-5-nederlag til FC Nordsjællands U19-hold, der var på besøg i Brabrand. Trods resultatet fik træner Tom Søjberg svar på mange spørgsmål, før holdet tirsdag kl. 18.00 går på banen til den første udfordring, en pokalkamp på udebane mod Odders danmarksseriehold. Foto: Henrik Andersen.