Dagens lokalopgør på Riisvangen Stadion blev ikke, hvad Brabrand-spillerne havde håbet på. Kasper Andersen bragte ellers Brabrand forand 1-0 efter et kvarter, men Aarhus Fremad udlignede hurtigt. Og i anden halvleg overtog Fremad både spil og chancer og kørte en 4-1 sejr sikkert i hus, blandt andet efter to straffespark. Malthe Færge fik rødt kort i forbindelse med det andet straffespark.
I dag kl. 14.00 fløjter dommeren op til det spændende lokalopgør mellem Aarhus Fremad og Brabrand. Hjemmeholdet håber på 1000 tilskuere til kampen på Riisvangen Stadion, blandt andet efter at borgmester Jacob Bundsgaard har opfordret folk til at møde op. På Brabrand Fodbolds hjemmeside siger anfører Michael Pedersen blandt andet om kampen: “Det er altid spændende og ekstra specielt, når det er den sidste kamp inden vinterpausen. Og så er det jo bare endnu mere spændende, når det er et lokalopgør.”
Brabrand Håndbolds herrer i 3. division var torsdag aften på langtur til Mors, hvor det gjaldt opgøret mod bundholdet VIF Mors. Brabrand vandt en kneben 26-24-sejr og bevægede sig hermed op i rækkens midterfelt. I dag skal spillerne igen på landevejen – denne gang til Hjørring, der også ligger midt i rækken.
I dag er sidste chance, hvis du vil se cabaret´en “Under den hvide bro”, som Vester Gasværk har opført på Gasværket de seneste dage. Lørdag kl. 16.00 går skuespillerne for sidste gang på scenen. Du kan reservere billet her.
En 28-årig mandlig bilist blev fredag kl. 18.22 stoppet af Østjyllands Politi, da han kørte bil ad Edwin Rahrs Vej. Han blev noteret for at køre bil, selvom han var frakendt førerretten.