Det er en stor lørdag med en masse begivenheder i Brabrand. Det begynder kl. 10 i Gellerup, hvor et af træerne fra Festugens Skovbad på Aarhus Ø får æren af at blive Børnenes Træ i den nye bypark. Der vil være en sang og lidt godt til ganen. Læs mere
Kl. 10.30 er der fælles morgenmad og officiel åbning af Brabrand Kulturuge, hvor direktør Gitte Ørskou, Kunsten i Aalborg, holder talen. Det foregår i gården bag genbrugsbutikken på Hovedgaden 58. Læs mere
Efter selve åbningen har Brabrand-Årslev Fællesråd samlet en række foreninger og ildsjæle, som du kan møde og få en snak med. Det foregår indtil kl. 13.00. Læs mere
Næsten samtidig – kl. 12-14 – har Brabrand Sognegård fernisering på en kunstudstilling, hvor Ulla Bille, Anna Østergaard og Gitte Lisborg udstiller. Læs mere
Også på Gasværket er der masser af kunst. Kl. 14.30 åbner udstillingen ”Itsy Bitsy”, hvor en række kunstnere har ladet sig inspirere af minderne fra 1968. Flere informationer
Og så kan du gå over i Viktor´s Værksted ved siden af Gasværket, hvor 16 lokale kunstnere også udstiller. Det er ligeledes kl. 14.30-17.00.
Og så må vi ikke glemme eftermiddagens topkamp i 2. division på Brabrand Stadion, hvor nummer 1, Brabrand, møder nummer 2, Kolding IF. De to hold mødtes i en træningskamp i slutningen af juli, hvor Brabrand vandt 4-1. Kampen spilles kl. 14.00. Stiften har denne foromtale. Foto: Henrik Andersen.
Lørdag eftermiddag kan du desuden deltage i en event arrangeret af den østrigske kunstner Willi Dorner, ”It Does Matter Where”. Mød op kl. 15.00 i Inger Christensens Gade i Gellerup og medbring en stol!