Hos Grimfest drømmer de stadig om et indendørs spillested. Grimfest søger igen Realdania-fonden Underværker om penge til at realisere drømmen. Det Grimmeste Spillested skal etableres i en gammel længe på Grimhøjgaard i Brabrand. Gården har eksisteret siden 1850, primært som landbrug. For at komme i betragtning til puljen skal Grimfest have 500 stemmer og festivalen håber, at mange vil støtte ved at stemme på projektet. Det kan du gøre her.
Lørdag 5.2. fra kl. 10.00 er der skattejagt for børn på det nye Gellerup Bibliotek: “Kom og hjælp Holger med at finde hans ting på det nye bibliotek”. Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding. Bare kig forbi biblioteket mellem 10.00 og 13.30.
KollektivByen er i gang med at indrette det gamle Gellerup Bibliotek til et fællesskab for kreative sjæle. Hvis du er udøvende kunstner og på udkig efter et kreativt fællesskab i Brabrand, skal du henvende dig hos virksomhedsfællesskabet KollektivByen, nærmere bestemt Paw Simon Krogh på 2125 9192 eller kontor@kollektivbyen
Lørdag d. 5 marts kl. 10-19 kan du igen opleve nogle af fremtidens fodboldstjerner i Gellerup, når fodboldklubben ACFC afholder Elite Cup Gellerup. “De 10 U12 hold er fundet, og vi glæder os til at se alle til stævnet,” skriver Elite Cup Gellerup på Facebook. Stævnet afvikles på kunstgræsbanen i Gellerup.
Livsværkstedernes rullende café, Social drive-out, har fundet et nyt stoppested på den ugentlige rute rundt i Gellerup-området. Hver onsdag kl. 14.00-15.30 kan du på Verdenspladsen ved Sports- og Kulturcampus få en kop kaffe og lidt lækkert at spise.
Fredag kl. 17.27 blev en 44-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han var blevet stoppet af en patrulje på Hans Broges Vej i Brabrand.