I eftermiddag kl. 13-17 er hele Brabrand inviteret til forårsfest på Brabrand Torv ved Hovedgaden. Der er masser af boder, hvor du kan gøre en god handel, og desuden har du mulighed for at hygge med dine naboer over en kop kaffe og et stykke kage.
I dag kl. 10-13 er det igen blevet tid til naturdag på Naturcenter Sølyst, Louisevej 100. “Vi skal vende stubbe og sten i Kriblekrablelandet og udforske kvashegnet for små insekter,” lyder det fra arrangørerne, Smag På Aarhus. Tør du spise et insekt? Eller vil du hellere kigge på det med en lup?
I formiddag kl. 9-12 bliver Globus 1, Gudrunsvej 3A, igen forvandlet til et hyggeligt legeland for de 0-6-årige, når der er Lørdagsleg.
I dag kl. 10-13 åbner Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv dørene til lokalet på Gellerup Bibliotek. Du kan komme forbi og søge lokalhistoriske informationer eller aflevere materiale til de frivillige medarbejde i lokalarkivet.
I dag kl. 11-16 holder Cyklistforbundet Aarhus klimadag i Æblehaven ved Brabrand Sø. Du kan blandt andet møde afdelingsleder i Mobilitet, Morten Skou Nicolaisen, direktør i Aarhus Cityforening, Claus Bech, og formand for Cyklistforbundet i Aarhus, Kristian Beedholm, i en paneldebat om at bruge cyklen mere.
I eftermiddag kl. 15.30 kan du på Arena Vest i Gellerup opleve det lokale fremstormende fodboldhold ACFC tage imod Nørager fra Djursland til en kamp i mændenes serie 1.
I eftermiddag kl. 16.10 er der 2. divisionsfodbold på programmet på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Det er kvinderne i 2. division, der tager i mod Team Viborg i slutspillet i rækken.