Vores Brabrand skrev i går om den mulige lukning af Natursamarbejdet på Louisevej 100, og efterfølgende er støtten til naturcentret strømmet ind i form af underskrifter mod en lukning. 386 har lørdag morgen allerede skrevet under. Du kan bidrage ved at skrive under via dette link. Desuden er der oprettet en Facebook-gruppe her, hvor du kan følge kampen mod en lukning af Natursamarbejdet.
I dag kl. 10-13 er der hyggelig efterårsstemning hos Natursamarbejdet på Louisevej. Personalet finder støbejernspanderne frem og bager sprøde pandebrød med sankede urter over bål. Du kan også være med til at udskære græskar til uhyggelige lygter. Medbring gerne en madkurv og en fyldt termokande.
I dag kl. 13-16 holder Valhalla Gruppe reception og indvielse af den nye spejderhytte på Høiriisgårdsvej. Arrangementet er desuden en fejring af 80 års jubilæet for spejderarbejdet i Brabrand. Alle er velkomne.
I eftermiddag kl. 13.30 spiller Brabrand IF en vigtig kamp i 2. division i fodbold på udebane mod Thisted FC. Hjemmeholdet ligger lige over Brabrand i rækken, men vandt en sikker 3-0-sejr, da de to hold for få uger siden mødtes i Brabrand. Du kan se kampen på computeren via dette link.
Medarbejderne i ungetilbuddet Kontaktstedet i Gellerup er stadig hjemsendt, mens politiet undersøger, om der er foregået noget ulovligt på stedet. Partiet Venstre er bekymret for, om alt bliver lagt frem, når Aarhus Kommune nu selv gennemfører tjenstlige samtaler i sagen. “Jeg synes ikke, det duer, at kommunen undersøger og kortlægger forløbet selv. Det er en meget alvorlig sag, som helt sikkert vil få vidtrækkende konsekvenser,” siger Venstres gruppeformand Gert Bjerregaard til Lokalavisen.
De første bygninger i det nye kvarter, Helheden, mellem Gudrunsvej og Åby Ringvej er snart færdige. Blandt andet forbereder Netto en åbning af en ny butik i begyndelsen af december. Forleden holdt entreprenørvirksomheden A. Enggaard rejsegilde på byggeriet. Stiften har skrevet om rejsegildet her.