Stoltheden lyste ud af de tre unge fysioterapeuter i Aarhus Fysioterapi, Kasper Anneberg Mikkelsen, Trine Godiksen Dahl og Mette Møller-Jensen, da de fredag eftermiddag holdt åbent hus i deres nye sundhedshus på Silkeborgvej 620. Den tidligere biograf er nu klar til at danne rammen om det meget forskelligartede sundhedsarbejde, der kendetegner moderne fysioterapi.
Hver tirsdag og onsdag i marts og april kan du og dine børn deltage i kreative og kunstneriske workshops “RE:Art” i Information Vest, Tinesvej 31. Det er gratis at være med. Arrangør er Det Finurlige Flyselskab. Workshop´ene har fokus på genbrug og bæredygtighed, og derfor er alle materialer, der anvendes, indsamlet fra REUSE Aarhus.
Hele projektet afsluttes med en fernisering på Gellerup Bibliotek. Du kan læse mere her.
På mandag eftermiddag, når borgmester Jacob Bundsgaard er på besøg i Hovedgaden i Brabrand, holder også garnbutikken Genuina Garn & Håndværk åbent og inviterer på gratis kaffe i tidsrummet 13.00-17.30. “Han skal have mulighed for at se, at der faktisk ér liv i Hovedgaden i Brabrand – og at den ér værd at lægge flere midler i at forskønne og udvikle,” skriver indehaver Sara Maria Brockelmann på Facebook.
I eftermiddag kl. 14.00 spiller Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold den første træningskamp på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Modstanderen er Randers FC´s U19-hold.
På onsdag d. 2. februar arrangerer Livsværkstederne og Folkesundhed Aarhus Vest en udflugt til Vildstedet, der ligger ved Natursamarbejdet, Louisevej 100. Der er fælles afgang fra Café Vita, City Vest, kl. 10.30. Der bliver snittet med træ og lavet mad over bål.