I dag kl. 10-13 er der igen naturdag hos Natursamarbejdet på Louisevej 100. Denne gang kan du blive klogere på insekternes verden. Medbring gerne en madkurv og en fyldt termokande. “Det bliver en ægte krible krable dag, hvor du måske finder dit nye yndlingsinsekt. Kom og besøg et skønt naturparadis med grøntsagshaver, dyr og en masse muligheder for at udforske og lære om og i naturen,” skriver Natursamarbejdet i invitationen.
I dag kl. 14.00 inviterer Brabrand IF igen til en spændende kamp i fodboldens 2. division for mænd. Modstanderen er FC Roskilde, og det gælder de sidste vigtige points i kampen om at forblive i rækken. For at være helt sikker på en sæson mere i rækken skal Brabrand bruge et enkelt point mere i de sidste runder – ud over de tre points holdet får forærende mod konkursramte Jammerbugt.
Brabrands 2. divisionsspillere for kvinder og mænd har ud over den ugentlige træning også andre opgaver som en del af en idrætsforening. For eksempel at holde banerne fri for mælkebøtter. Henrik Andersen har taget denne video af deres indsats.
De Grimmeste Aftner er tilbage! D. 30. juni kan du på Grimhøjgaard opleve Bogfinkevej og Shaka Loveless. Du er velkommen til at medbringe eget picnictæppe og campingstol. Du må gerne stå, og du må også blive siddende. Det bestemmer du helt selv! Du kan læse mere om koncerten via dette link, hvor du også kan bestille billetter.
Torsdag blev der afholdt repræsentantskabsmøde i Brabrand Boligforening, hvor der blev valgt en ny bestyrelse. Youssef Abdul Kader og Astrid H. Jørgensen fra Gellerupparken blev valgt ind i bestyrelsen. På billedet ses (fra venstre): Karsten Pedersen (1. suppleant), Thor Utting, Peter Iversen, Keld Albrechtsen (formand), Astrid H. Jørgensen, Erik Bløcher og Youssef Abdul Kader. Dorthe Sejthen Damgaard var forhindret i at deltage på mødet. Foto: Skræppebladet.
Lørdag kl. 15.00 er der sommercirkus i Haveforeningen Søvang. Cirkus Tværs har rejst det store telt og inviterer på masser af gøgl og artisteri. Deltagelse er gratis, og alle er velkomne.
Fredag omkring kl. 21.20 var en uniformeret politipatrulje i gang med at arbejde i krydset ved Gudrunsvej og Tinesvej. En person som ikke havde noget med politiforretningen at gøre, havde åbenbart set sig sur på patruljen, så han valgte at samle en sten op og kaste den efter patruljen. Han satte sig derefter ind i en bil og kørte fra stedet. Heldigvis blev ingen ramt af stenen. Kort tid efter blev han dog bragt til standsning og anholdt af en anden patrulje, som kørte i området. Han er blevet sigtet for angreb med genstande mod nogen i offentlig tjeneste.
Fredag kl. 21.15 blev en 21-årig mandlig billist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej.