I formiddag kl. 9.30 åbner dørene til kulturfestivalen VinterStemmer på Gasværket – startende med jazzbrunch og rundet af cirka 12 timer senere med country/folk-gruppen Twang. Der er lukket for tilmelding til brunchen, men du kan stadig bestille billet til aftenens koncert. Og alt det ind i mellem er gratis og uden tilmelding. Du kan se hele programmet her.
Som nævnt flere gange tidligere er vandstanden i Brabrand Sø og Årslev Engsø i øjeblikket mere end to meter over dagligt vande. Det betyder oversvømmelser mange steder, og Brabrandstien er lige nu helt umulig at færdes på på grund af oversvømmelser. Stiften har publiceret denne video, hvor man kan få en fornemmelse af de store vandmængder. Og billedet over for er taget ved Døde Å af Yvonne Lindstorff Kjeldsen og er bragt i Facebook-gruppen Livet i Ådalen.
Brabrand IF Fodbolds 2. divisionshold har planlagt en række træningskampe, inden det d. 9. marts går løs med forårets første 2. divisionskamp ude mod FA2000. Lørdag den 3. februar kl. 11.00 kan du se holdet spille på hjemmebane mod Middelfart, og fredag den 9. februar kl. 18.00 gælder det Young Boys. Efter en uges træningslejr i Tyrkiet i uge 7, venter en sidste træningskamp lørdag den 24. februar kl. 12.00 hjemme mod Thisted FC.
Retten i Aarhus har fredag idømt Dansk Folkepartis lokalforening i Aarhus en bøde på 50.000 kroner i en sag om uberettiget partistøtte. Samtidig er foreningens formand, Knud N. Mathiesen, Brabrand, samt en tidligere kasserer blevet idømt 60 dages betinget fængsel. Som følge af dommen har Knud N. Mathiesen besluttet at forlade sin formandspost, oplyser Dansk Folkeparti i følge denne artikel i Stiften.