Selvom en ny parkeringsplads netop er blevet færdiggjort lige syd for Sports- og Kulturcampus, er der de sidste par uger opstået en ny parkeringstrend på Karen Blixens Boulevard. Man kører op på det brede fortov og parkerer på tværs mellem træerne. Da de århusianske parkeringsvagter tidligere har meldt deres ankomst til Gellerup, er det næppe en trend, der fortsætter.
Hvis du i weekenden har planer om at gå eller cykle rundt om Brabrand Sø, skal du huske gummistøvlerne. Flere steder, blandt andet ved “andebroen” er der vand på Brabrandstien. Projektleder i Vand og Natur og beredskab for voldsomt vejr ved Aarhus Kommune, Lars Spring, siger til Stiften, at der selvom Brabrandstien er oversvømmet flere steder, stadig er tale om en normal vintersituation.
Da Brabrand IF Badminton torsdag aften holdt generalforsamling, uddelte Brabrand IF æresmedlemmernes vandrepokal til en af badminton-afdelingens store ildsjæle, Jesper Richardt. Titlen som æresmedlem “gives til Jesper på grund af hans mange årige indsats i Brabrand IF og særligt for indsatsen i badmintonafdelingen, hvor Jesper har været formand for ungdomsafdelingen,” skriver badmintonafdelingen på Facebook.
I formiddag kl. 10-13 inviterer Gellerup Bibliotek til Familielørdag. “Kom og begynd jeres weekend med os, når vi den sidste lørdag i måneden gør det lidt ekstra hyggeligt at være sammen på biblioteket,” skriver biblioteket. Temaet i denne måned er byggeri.
Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 00.08 en anmeldelse om, at en bil stod i brand på en p-plads på Trille Lucassens Gade. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, men bilen nåede at få omfattende skader. Ingen personer kom noget til. Politiet mistænker, at branden er påsat og hører gerne fra vidner, der kan have set noget mistænkeligt omkring p-pladsen natten til fredag. Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114.
Vores Brabrand skrev i fredagens nyhedsbrev, at der søndag kl. 10.00 er indsamling af skrald i Gellerup Skov. Det er ikke korrekt, arrangementet er først om en måned, søndag d. 27. marts. Vi beklager fejlen.
I dag kl. 11.00 inviterer Aarhus Kommune til en workshop på Dokk1, hvor byens Grønne Nabofællesskaber møder hinanden og udveksler erfaringer. Der vil blandt andet blive talt om, hvordan grønne nabofællesskaber kan drive den grønne omstilling. Det foregår hos Center for Innovation på niveau 2.2.