I formiddag kl. 10-13 er der naturdag på Naturcenter Sølyst, Louisevej 100. Lær at plukke brændenælder uden at brænde dig, når børn og voksne går på brændenældejagt og tilbereder en varm suppe over åben ild. Du kan også glæde dig til en sjov æggejagt rundt på området. Du kan som altid gå et spændende natureventyr, der gennem en magisk fortælling guider dig rundt på området. Læs mere her.
Nøjsomhedsvej lever ganske godt op til sit navn ved ikke at have fortove og være ret smal, med en dårlig oversigt. Mange har klaget, og nu har Aarhus Kommune været i gang med at gøre vejen bredere, hvor svinget er skarpest. Foto: Jørgen Nielsen.
I formiddag kl. 11.00-12.30 kan du på Gellerup Bibliotek opleve magien fra 1001 Nats Eventyr, når Shaymaa Najjar fra KulturBazar Aarhus 2025 inviterer børn og familier til en eventyrlig højtlæsning.
Lørdag kl. 14-15 kommer Forskningens Døgn til madkiosken i Gellerup, hvor du kan høre Nadia Mansour fortælle om sin forskning i multikulturel litteratur. Der vil være et oplæg på ca. 45 minutter med mulighed for spørgsmål og debat. Kl. 15.00 åbner madkiosken, og der er mulighed for mad og drikke og en snak om Gellerups fremtid.
Lørdag kl. 16.00 kan du opleve Brabrands fodboldkvinder i 2. division i rækkens topkamp, hvor Viborg FF kommer på besøg på Engdalsvej. Brabrand har maksimumpoints med fra de to første kampe, hvor det blev til sejre over OB og Dalum/Næsby. I dag er der ligeledes topkamp i mændenes 3. division i fodbold, hvor Brabrand IF på udebane møder VSK Aarhus. Kampen spilles kl. 13.30.