Fredspladsen foran Gellerup Kirke var onsdag eftermiddag som en livlig sydeuropæisk markedsplads, hvor alle kunne nyde lækker mad fra forskellige lande. I anledning af det landsdækkende “Danmark Spiser Sammen” havde en række lokale aktører inviteret til Gellerup Spiser Sammen. Folkehuset Gellerup stod for smørrebrød, mens Aarhus Afro leverede lækre somaliske specialiteter, Gellerup Kirke stod for musikken osv.
“Kom og nyd et måltid i godt selskab, mød nye mennesker og vær med til at styrke fællesskabet i vores lokalområde!” Sådan løs invitationen til dagens fællesspisning også i Folkehuset Brabrand, hvor der ligeledes var fuldt hus til den hyggelige sammenkomst, hvor Søcafeen stod for maden og den efterfølgende kaffe.
Igen i eftermiddag kl. 16.30-19.00 kan du springe madlavningen over og lade Gellerup Bibliotek stå for aftensmaden. Tag hele familien med til gratis LEGO bygge-hygge, spændende oplæg med youtube´eren Lasse Winther og fællesspisning. LEGO-arrangementet sætter fokus på Verdensmål 12 med tre LEGO-udfordringer: Byg noget som gør at flere mennesker tager bussen, byg indholdet i din egen, bæredygtige madpakke eller byg løsninger til hvordan dit tøj kan holde længere!
I eftermiddag kl. 16-18 er der Åben Familierådgivning i Skovgårdsparkens beboerlokaler på Sigridsvej 11A. Du kan møde erfarne pædagoger, psykologer og familierådgivere, som tilbyder gratis rådgivning til familier, som oplever udfordringer med børns trivsel i hverdagen.
I aften fra kl. 18.00 kan du ligeledes opleve teaterforestillingen “Gud Bevare Danmark”, denne gang på Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82. Som ved de tidligere forestillinger vil der være en samtale om at høre til efter forestillingen. Bestil billetter her.
I dag fra kl. 10 til 20 inviterer Madkiosk á la Gellerup til EASI OPEN på det tidligere street food-område midt i Gellerup. “Vi tester at have dags og aften-åbent dvs Toast Testing og Burger Testing. Vi glæder os helt vildt og er nysgerrige på hvordan det hele kører og om i kan li det i putter i munden. Det er en slags general prøve, så vi vil gerne have alt den feedback du har og derfor koster alt mad kun 50%,” skriver madkiosken på Facebook.
