Der var fuldt hus hos Café Europa fredag eftermiddag, da Rune Herholdt & The Gospel Brothers spillede release-koncert for orkestrets nye album. Rune Herholdt fik det talstærke publikum med på tre-stemmig fællessang undervejs i det soulede materiale iblandet klassikere som Amazing Grace.
22-årige Nagin Ravand har netop modtaget prisen “Pioneer Price” og 25.000 kroner af organisationen Nordic Safe Cities for sit arbejde for at starte fodbold for indvandrerkvinder – med og uden tørklæde. Det skriver Stiften. Nordic Safe Cities er en nonprofitorganisation, der har uddelt fire legater på hver 25.000 kroner til særligt innovative unge.
I eftermiddag kl. 14.00 er der igen divisionsfodbold på Brabrand Stadion. HIK fra Hellerup kommer på besøg til en spændende kamp i 2. division. Entré 60 kr. I anledning af kampen udlodder holdet to entrébilletter til kampen samt to spritnye fodbolde fra Select signeret af alle spillerne. Det eneste, du skal gøre, er at gå på Instagram og følge Brabrand IF’s nye profil (@brabrand_if).
I dag fra kl. 12 fortsætter City Vest, Information Vest og Uncover Music ”24 koncerter på 24 timer” i shoppingcentret, på Fredspladsen og i Information Vest. Blandt andre optræder Jakob Baumgartner, Alexander Woods og Carmie forskellige steder i City Vest. Koncerterne er gratis, og man kigger bare forbi.
Fredag eftermiddag var der fernisering på kunstnersammenslutningen Åbne Døres udstilling på veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej. Både lørdag og søndag kl. 11-17 er der åbne døre i en række lokale kunstneres værksteder. Alle er velkomne til at kigge forbi:
Anna Sylvester-Hvid, Frits Pedersen og Kisse Filipsen, Galleri JP17B, J.P. Larsens Vej 17B
Merete Bartholdy, Jydsk Grafisk Værksted, Engdalsvej 69A, kælderen.
Inge Marie Kristensen, Pallisvej 42
Karen Mølgaard, Hovedgaden 21
Lise Barsøe, Pallisvej 28
Elitsa Mineva og Kate Sandberg, Galleri Victor, Gasværket, Byleddet 2c
Lørdag og søndag inviterer Gellerup Kirke til Gellerup Kirkedage. Den første del af lørdagens program fra kl. 9.30 med samtaler om tro er åbent for alle. Resten af weekendens program kræver tilmelding. Læs mere her.
Torsdag kl. 18.31 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i et hus på Egebjergvej i Brabrand. Det viste sig, at der var tale om en køkkenrulle, der var væltet ned over en tændt kogeplade og var blevet brændt af. Branden blev hurtigt slukket, og der skete umiddelbart ingen skade på huset, og der var heller ikke nogen personer, der kom noget til.
Torsdag kl. 17.35 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Brabrand. En 74-årig mandlig bilist med en campingvogn bagpå kom kørende ad Silkeborgvej og skulle svinge til venstre ved Cirkle K, da campingvognen blev ramt af en anden bil, ført af en 32-årig mand, der kom kørende i modsatte retning. Der skete kun mindre materiel skade ved påkørslen.