I formiddag fra kl. 9.00 inviterer True Skov MTB Spor på tur i Hasle Bakker, Skjoldhøjkilen og True Skov. “Nogle vil måske køre MTB sporet i Hasle Bakker flere gange. Andre vil måske kun én gang og køre ud i True Skov. Vi prøver at give alle en god oplevelse,” skriver arrangør Kurt Kragh Sørensen i opslaget her.
Lørdag kl. 13.30 kan Brabrands håndboldherrer i danmarksserien tage et vigtigt skridt i retning af oprykning til 3. division, når holdet i Brabrandhallen tager imod Christiansbjerg HK. Brabrand ligger side om side med Hørning Håndbold i toppen af rækken, men Brabrand er en smule bedre indbyrdes inden de to sidste spillerunder.
Inden dagens 3. divisionskamp i fodbold i Odense i dag kl. 14.00 mellem Næsby og Brabrand har dagens kommentator for JFM Medier, Carl Wengel, været i gang med at lave research på Brabrand-holdet og har i den forbindelse talt med Vores Brabrand – blandt andet om, hvordan Brabrand fik tilnavnet “de blå brasilianere”. Det fortoner sig lidt i fortiden, hvordan holdet fik det tilnavn. Hvis nogen kan huske, hvor navnet kommer fra, må I meget gerne skrive til voresbrabrand@med historien.
Beboere fra Aarhus Friplejehjem Helheden i Gellerup var forleden på tur i det flotte forårsvejr. Bussen gik til stranden ved Marselisborgskoven, og på vej hjem kom deltagerne forbi Marselisborg Slot, som altid er imponerende. “Sol, strand og havvand og så lige en kop kaffe og en bette småkage, så bliver livet vist ikke bedre,” skriver plejehjemmet om udflugten.
I dag kl. 14 inviterer Gellerup Art Factory til børneteater for 3-9 årige og deres familier, “Hvis jeg var en hund”. Forestillingen er udsolgt.