Lørdag og søndag kl. 11-16 inviterer Gasværket til julemarked. Der vil være masser af boder med juledekorationer, strikvarer, keramik, smykker, skindvarer og andre gaveideer, og du kan også købe bl.a. gløgg og æbleskiver.
I dag kl. 10-15 byder Brabrand Sognegård ligeledes på rigtig hyggestemning, når den årlige sognebasar gennemføres med bl.a. klassikere som ”Det grønne hjørne” med kranse, dekorationer, lys og blomsterbuketter og Retro-Guld med gode, originale genbrugsting.
Lørdag og søndag kl. 10-16 holder blomsterværkstedet Numero 46 julestue på Langdalsvej 46. Numero 46 byder på et glas og en småkage, og du kan bestille årets kalenderdekoration, dørkrans eller adventskrans.
I dag kl. 12-15 inviterer Krea-Cafeen i Røde Kors Huset, Edwin Rahrs Vej 32P, til tegnestue og skattejagt. Du kan prøve dine kunstneriske evner i tegnestuen og undervejs deltage i en skattejagt i butikken.
I eftermiddag kl. 14.00 skal Brabrand IF på endnu en svær mission i 2. division i fodbold, når endnu et af rækkens tophold, B93, kommer på besøg på Domis Park. Brabrand får brug for al den opbakning, holdet kan få.