Her til morgen kl. 8.30 tilbyder Brabrand Badminton miniton for 3-8 årige børn og deres forældre eller bedsteforældre. Forårets miniton-træning starter i Brabrandhallens hal 1, og det vil fremover gå løs hver lørdag kl. 8.30-9.30 frem til 1. maj.
I formiddag kl. 11.00-12.30 byder Gellerupscenen på koncert med Ensemble Hermes, en gruppe af strygere med base i Aarhus. I “Natur på toner” vil musikerne udforske naturen igennem musik fra bl.a. de norske fjelde og engelske ”rolling hills” med musik af Grieg, Ireland, Piazolla og Puccini. Der er gratis adgang.
Telenor har i sidste uge aktiveret en ny mobilmast på Banevænget i Brabrand, hvilket skal være med til at sikre beboere og forbipasserende en bedre mobildækning. Mastens signal vil kunne mærkes indenfor en radius af omtrent 5-10 kilometer.
I dag kl. 9-15 kan du komme med Det boligsociale Hus på uddannelses-besøg på Aarhus Tech. Dagen starter med morgenmad på Dortesvej 35A, hvorefter der er fælles afgang med bus 4A.
Formand for de konservative, Søren Pape Poulsen, var forleden på besøg i Gellerup, hvor han talte med Skræppebladet. Han fortalte, at han både kan se og mærke, at der er mere tryghed i området, efter de store forandringer området har gennemgået i forbindelse med helhedsplanen. Det er ærgerligt, at det er de få ballademagere, der ødelægger den ellers gode udvikling for alle de andre beboere i området, sagde han blandt andet.
En familie på Emmasvej i Brabrand har fredag omkring kl. 18.00 haft indbrud, oplyser Østjyllands Politi.