I løbet af fredagen spillede sanger og sangskriver Cecilie Glenthøj sine personlige og melodiske sange ved små koncerter rundt om i Gellerup. Igen i dag er der udendørs koncerter i Gellerup, denne gang med Wraee, som kl. 11.00 spiller på Fredspladsen, kl. 12.30 ved Information Vest, kl. 14.00 ved Bazar Vest og kl. 15.30 ved “benzintanken” i byparken. Arrangørerne Uncover Music sørger for varm kakao og kaffe.
Coronasmitten er fortsat høj men lige nu stabil i lokalområdet. I Årslev Sogn har smitten taget et stort dyk, og der har nu kun været 7 nye smittede den seneste uge. I Brabrand Sogn har der de seneste syv dage været 77 nye smittede, mens der i Gellerup Sogn har været 65 nye smittede.
I dag fra kl. 14.00 inviterer Café Brabrand til en hyggelig komsammen i Brabrandhallen, hvor indehaver Morten Sand arrangerer quiz. Alt foregår forsvarligt med håndsprit og god afstand, lover han.
15 nyuddannede bydelsmødre fra Gellerup fik i går overrakt deres diplomer på Aarhus Rådhus. Kvinderne har været gennem et omfattende kursusforløb og er nu klar til at gøre en forskel i lokalområderne Gellerupparken og Toveshøj.
Livsværkstederne i City Vest har fået støtte fra Aarhus Kommunes såkaldte §18-pulje, nemlig 6.300 kr., der er øremærkede en fælles højtidsfejring med mad og indslag for alle frivillige og cafégæster.
Også i denne weekend inviterer GrimFest til Jul på Gården. Lørdag og søndag kl 11.00-18.00 kan du få en hyggelig juleoplevelse på Grimhøjgaard for enden af Grimhøjvej.