Genbrugsbutikken Luksusbank på Langdalsvej er blevet en del af den guide, magasinet Alt for Damerne for nylig bragte over interessante genbrugsbutikker. “I et råt og cool lokale i Brabrand, 6 kilometer fra Århus centrum, ligger Luksusbank. Oprindeligt en garage, som nu er forvandlet til en flot secondhandbutik på 320 kvadratmeter med salg af secondhandtøj til kvinder og et lille udvalg af interiør og møbler, som står i butikken som en del af indretningen,” skriver bladet blandt andet.
Anett S. Christiansen fra Toveshøj lavede i 2016 en film om forandringerne i Gellerup i perioden 2009 til 2016. Den blev lavet til udstillingen “Overgang i Vest” hos kunstplatformen Sigrids Stue. Lars Skydsgaard har lagt musik til billedkavalkade, som du kan se en bid af her. ”Timeless soul in Gellerup” er titlen på filmen.
For tennisspillerne i Brabrand er i dag en ganske særlig dag. Kl. 12.00 har Brabrand IF Tennis standerhejsning på anlægget i Brabrand Bakker, som signal til at sæsonen på banerne nu er i gang. Samtidig markeres ibrugtagning af det nyrenoverede klubhus.
På fredag d. 22. april præsenterer Kulturkollektivet på Gellerupscenen en aften med fokus på de helt unge musikere, Junior Musik Festival. Du kan møde The Wave, Onsdagssnegl, De Vilde Kaniner, Volume og Pecha Kucha. Der er musik til både dem, der vil lytte, og dem der vil danse. Kom og vær med, når vi fejrer kærligheden til musikken og præsenterer musik fra vækstlaget og måske fremtidens store stjerner,” skriver Kulturkollektivet. Du kan bestille billetter her.
Fredag kl. 21.50 blev en 19-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Astridsvej i Brabrand.