I weekenden inviterer Charlotte Haulund og Mark Winberg til åbne døre og pop-up shop i Villa Fuglsang på Fuglsangvej 14. De er netop hjemvendt fra et marked i Frankrig, hvor de har indkøbt herligheder, som de sætter til salg hele weekenden, lørdag kl. 12-17 og søndag kl. 12-15.
I dag får Brabrand IF yderligere tre points til den slunkne pointkonto i 2. division i fodbold for mænd. Holdet skulle have mødt Jammerbugt FC, som er gået konkurs, og derfor vinder holdet uden kamp. Det betyder, at Brabrand-spillerne nu kan forberede sig fuldt og helt på en stor opgave på tirsdag i pokalturneringen, hvor Vejle Boldklub kommer på besøg kl. 15.15. Vejle fik i øvrigt en dårlig generalprøve på den kamp, da holdet fredag tabte 0-3 til Hobro.
I formiddag kl. 10.00 inviterer Nordic Race til løb i Hasle Bakker. Denne gang går turen gennem de allermest lukkede og udfordrende afkroge af området, lover arrangørerne. Det maksimale deltagerantal er 300. Læs mere her.
I dag kl. 11-15 kan hele familien skære jeres eget uhyggelige græskar ved City Vest. Indkøbscentrets medarbejdere er klar med knive og skeer til at udhule græskarrene med samt engangsforklæder.
I eftermiddag kl. 14.00 tager Brabrands fodboldkvinder imod Lyseng til en spændende kamp i 2. division, hvor Brabrand lige nu indtager tredjepladsen.