De seneste aftener har der i Gellerup været demonstrationer for Palæstina og imod Israel. Nogle af deltagerne har smadret ruder og skrevet graffiti på væggene på blandt andet Teknik og Miljøs kontorhus Blixens og (billedet) ud for Café Europas lokaler.
Fredag eftermiddag og aften var en foreløbig kulmination på de seneste dages uroligheder i Gellerup. Bilkorteger med hornene i bund prægede fredag Gellerups gader. ”Ifølge Lokalavisen Aarhus’ oplysninger har en gruppe af personerne ved den uanmeldte demonstration i Gellerup sat ild til det, der på billeder, som er blevet delt på det sociale medie Snapchat, ligner et hjemmelavet Israel-flag,” skriver Lokalavisen.
Coronasmitten fortsætter med at stige i Gellerup Sogn. De seneste tal fra Statens Serum Institut viser 31 nysmittede den sidste uge, hvilket giver en incidens på 332 (antal smittede i løbet af en uge pr. 100.000 indbyggere). Andelen af testede, som er smittede, er 3,44.
Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold skal i dag på udebanetur til Sydfyn for at møde Svendborg-Oure fra den nederste del af rækken. Hjemmeholdet er allerede rykket ned. For Brabrand gælder det de sidste afgørende points, der kan sikre holdets forbliven i rækken. Kampen spilles kl. 13.00.
I eftermiddag kl. 14.00-16.30 kan du komme med på skattejagt i Gellerup og Toveshøj. Der er 12 forskellige kreative poster med forskellige opgaver. Mødestedet er Det boligsociale hus Yggdrasil, Dortesvej 35A. Tilmeld jer på mail Sara.Achwah@kvinfo.dk eller på telefon 5076 3359. Læs mere her.
Fodboldklubben Vatanspor hentede for en uge siden en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr over Åbyhøj i jyllandsseriens oprykningsspil. I dag kl. 13 går holdet på banen i Højlyngen til endnu en svær kamp mod topholdet Fuglebakken KFUM.
Kunstnerne Didde Rose og Lino Bob skabte i efteråret en række kunstværker sammen med elever fra de lokale folkeskoler Sødalskolen og Engdalskolen. Kunstværkerne kan lige nu ses på Gellerupscenen hos Gellerup Art Factory, og planen er, at de senere skal udstilles andre steder i Aarhus, skriver Didde Rose på sin Facebookside.