I dag kl. 10.00 bliver Brabrand Kulturuge traditionen tro skudt afsted med et hyggeligt morgenbord, hvor rundstykkerne og kaffen er sponseret af de lokale handlende, Bager Hartmeier og Rema 1000. Det foregår i år på Gasværket, Byleddet 2C.
I dag kl. 10-14 arrangerer Luksusbank og Mr. Ruby loppemarked i gården på Langdalsvej 75 i Brabrand, hvor private vil stå med deres boder og sælge ud af deres ting og sager. Desuden udstiller kunstner Sara Pape sine værker hos Mr. Ruby.
I dag kl. 12-18 inviterer den tidligere topbokser Reda Zamzam til reception i bokselokalerne på Tovshøjskolen, Janesvej 2, hvor han indvier sit nye Zamzam Boxing Academy.
I weekenden kan du også komme med spejderne i Valhalla Gruppe på overnatningstur i True Skov. Tag jeres eget telt med, eller book plads i et af Valhallas telte eller hængekøjer. Arrangementet foregår ved Lundagergård og begynder lørdag kl. 15.00. Læs mere her.
I dag kl. 11.30-13.00 er der i Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, fernisering på en kunstudstilling med Dorte Borg, Hanne Munch Pedersen, Cilla Eistrup Carstensen, Anette Munch Andersen, alle med tilknytning til Brabrand.
Også på Gasværket er der lørdag fernisering på kunstudstillingen ”Små historier”, hvor Kunstværket inviterer på en særudstilling med bladtegner Mette Dreyer fra Politiken, og keramiker Hanne Marie Leth Andersen. Arrangementet er kl. 14.30-17.00.
I samme tidsrum – lørdag kl. 14.30-17.00 – viser Victor’s værksted en meget varieret udstilling af værker af 18 malere tilknyttet værkstedet.
I år afholder AURA Energi valg til sit repræsentantskab, hvor der skal vælges op til 99 repræsentanter fordelt på 7 valgområder. Valget giver dig som andelshaver mulighed for at få indflydelse på selskabets udvikling og mange af de strategiske beslutninger i virksomheden. Hvis man bor i Brabrand, så er man automatisk andelshaver i AURA. Her kan du læse mere om muligheden for at stille op.
Danmission Genbrug ved Bazar Vest flytter cirka 100 meter mod syd og rykker ned i lokalerne foran bazaren, hvor Lykkeskolen tidligere lå. Genbrugsbutikken holder derfor flyttesalg med 50% rabat på alt indtil d. 3. oktober, der bliver sidste åbningsdag i de nuværende lokaler. Butikkens bestyrelse forventer at åbne i de nye lokaler i starten af 2021.
Brabrands jyllandsseriehold i fodbold var torsdag aften på besøg i midtbyen, hvor ASA denne gang var modstanderen. Det blev en tæt kamp, der endte 0-0. Resultatet betyder, at Brabrand stadig holder fast i andenpladsen i den tætte række.
Serie 1-kvinderne i fodbold i Brabrand IF tager i weekenden en pause fra turneringskampene for at spille en træningskamp mod Kolding Q´s U18 DM-hold, der kommer til Brabrand med flere ungdomslandsholdsspillere på holdet. Kampen spilles kl. 12.00 på Brabrand Stadion.