I formiddag kl. 10.00 åbnes Brabrand Kulturuge i gården mellem Brabrandhus og Danmissions genbrugsbutik i Hovedgaden. Bager Hartmeier giver rundstykker, og Rema 1000 sponserer kaffen, mens Gasværket står for en lille én. Alle er velkomne.
I dag kl. 10-17 kan du opleve udstillingen Alt Forladt af billedkunstner Astrid Gjesing på Gellerup Bibliotek. Udstillingen er i øvrigt åben i den kommende uge i bibliotekets åbningstid.
I dag kl. 10-16 holder galleriet JP17B på J.P. Larsens Vej 17B fernisering. Galleriet holder ligeledes åbent søndag i samme tidsrum samt flere dage i løbet af kulturugen.
I eftermiddag kl. 14.00 er der topkamp i kvindeserien på Brabrand Stadion. Brabrand IF, der ligger nummer to, tager imod rækkens nummer et, Odense Q.
I eftermiddag kl. 14.30 er der på Gasværket fernisering på kunstudstillingen ”…ud i det blå”, hvor 21 kunstnere med tilknytning til Brabrand bidrager. Udstillingen har også åbent i løbet af ugen. Se tidspunkter i programmet.
I eftermiddag kl. 16.00 tager topholdet i jyllandsserien, Brabrand IF, imod Vorup på Brabrand Stadion.
I aften kl. 17.30 inviterer vinbutikken BARe VIN i City Vest til Vinbanko. Det foregår i den tidligere Tiger butik, der er placeret ved siden af BARe VIN. For en billetpris á 199,- får du adgang til vinsmagning, hvor der spilles banko undervejs.
Hele lørdagen kl. 10-14 kan du blive vaccineret i føtex i City Vest. Du kan her læse mere om Salling Groups initiativ.