Man kan for tiden ved Brabrand Sø og Årslev Engsø opleve eksempler på det, der kaldes sort sol: Store grupper af stære og andre arter samles og flyver i tætte flokke. Jørgen Reinhold har de seneste aftener taget gode billeder og video af fænomenet, som du kan se i Facebook-gruppen Livet i Ådalen.
Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd opfordrer efter trafikdrabet på en 23-årig studerende i krydset Edwin Rahrs Vej og Ringvejen til, at der indføres video-overvågning i krydset. “Vi er simpelthen nødt til at få videoovervågning op i det kryds, før der sker flere dødsfald,” siger bestyrelsesmedlem Peter Nørskov, Brabrand-Årslev Fællesråd, til Stiften.
Kaffe- og iskiosken Æblehaven ved Brabrandstien har nu udskiftet is-udvalget med efterårs-sortimentet. I hele efterårsferien kan man købe hotdogs lavet med økologiske pølser fra Rydskovgaard. Der er åbent hver dag fra kl. 10-18
Brabrands 2. divisionshold i fodbold skal i dag på endnu en lang tur til København for at møde BK Frem. Det er et hold med en mere end solid defensiv, der har sikret holdet en foreløbig andenplads i rækken. Til gengæld har holdets to angribere, Malthe Boesen og Anton Søjberg, fået gang i målscoringen på det seneste. Kampen i Valby begynder kl. 15.00.
I weekenden er der også vigtige points på spil i Jyllandsserien i fodbold, hvor de to Brabrand-hold, Vatanspor og Brabrand IF begge kæmper om at komme med blandt de fire bedste hold. Vatanspor tager i dag kl. 13.00 imod Aarhus 1900 på banen ved Sødalskolen, mens Brabrand IF søndag kl. 14.00 skal på besøg hos Fuglebakken.