På søndag d. 11. februar kl. 11 inviterer Den Flyvende Hane og Ibens Kaffehus til fastelavnsfest i gården bag Den Flyvende Hane, Hovedgaden 53. Lige som sidste år hænger der to tønder klar i forskellige “sværhedsgrader” – begge fyldt med slik, som du kan se på billedet. Desuden er der kakaomælk, juice og chokoladeboller til alle børn. Alle deltagere må meget gerne komme udklædte, opfordrer indehaver af Den Flyvende Hane, Sten Benjaminsen.
Under en færdselsindsats torsdag aften i det vestlige Aarhus måtte Østjyllands Politis betjente endnu engang uddele en del klip til bilister, der kørte rundt med mobilen i hånden. I alt 16 bilister blev noteret for forseelsen, der ud over et klip i kørekortet koster 1500 kroner i bøde plus 500 kroner til Offerfonden. Foruden bilisterne blev også to cyklister taget i at køre med mobilen fremme. Det koster dem en bøde på 1000 kroner. Dagens aktion i det vestlige Aarhus kastede 52 sigtelser af sig.
Den Syriske Skrædder er som flere af de andre resterende butikker i City Vest flyttet. Han er nu klar til at tage imod kunderne i sin nye butik, der ligger på anden sal ved siden af Matas.
En af årets første fastelavnsfester blev torsdag holdt på Verdenspladsen foran Gellerup Bibliotek. Som altid blev de børn, der slog den sidste del af tønden ned, kåret til kattekonge og kattedronning.
I dag kl. 10-13 kan I på Gellerup Bibliotek hjælpe med at finde Den Lille Havfrues fine ting og nogle af hendes bedste venner. Arrangementet er for de 3-6-årige og deres voksne.
I aften kl. 18.00 tager Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold imod Young Boys, der til daglig spiller i 3. division, i en træningskamp frem mod forårets kampe. Kampen spilles på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen.
I aften kl. 19.00 er der igen film på Gellerupscenen, når Vest for Paradis viser Aftersun (2022), som tager os igennem det familiære, det at blive ældre, ansvar, drømme, roller og relationer. Deltagelse er igen gratis. Du kan læse mere her.
Bofællesskabet Birkebo i Brabrand har netop fået bevilget 14 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Pengene skal investeres, så alle beboere nu kan få deres egen toværelses lejlighed med eget badeværelse. Desuden bliver der råd til at opgradere personalefaciliteter, køkken og opholdsrum i bygningerne fra 1994, skriver Stiften.