En 53-årig mand blev torsdag ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet i fire uger på en psykiatrisk afdeling. Manden blev torsdag morgen anholdt på Engdalsvej og sigtet for drab på en 56-årig kvinde, som boede i den samme boligblok. Hun blev natten til torsdag fundet af politiet dræbt af flere knivstik.
Brabrand Håndbolds kvindehold i jyllandsserien sluttede torsdag aften efterårssæsonen af med manér, da det i Brabrandhallen blev til en klar 32-16-sejr over ASA. Brabrand vandt hermed rækken i overbevisende stil, på trods af at det tidligere på ugen var blevet til et nederlag til Team Favrskov på 22-26.
Lørdag kl. 13.00 inviterer naturvejleder Anne-Marie Prahl på en tur i Brabrand Skov på jagt efter mos, gran og smukke trærødder. Undervejs vil hun fortælle masser af historier fra naturens verden. Mødested er beboerhuset Yggdrasil på Dortesvej 35A, hvor Elin Kyhl Svendsen fra Verdenshaverne bagefter inviterer alle til at lave smukke dekorationer. SomaliFood har bagt kage og samosaer til arrangementet.
På Gellerupscenen skulle teatertruppen danskdansk i aften kl. 19.00 have opført forestillingen »Udvandrerne«. Men forestillingen er desværre blevet aflyst på grund af sygdom i en af skuespillernes nærmeste familie.
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 18.11 en anmeldelse fra Lidl i City Vest, hvor man tilbageholdt fire meget unge drenge, der netop havde stjålet nogle plastikskeer fra nogle yoghurt i butikken. Tre af drengene var mindreårige på henholdsvis 14, 14 og 12 år, og de fik derfor en advarsel og politiet kontaktede deres forældre. Den sidste dreng var fyldt 15 år, og han fik derfor en sigtelse for butikstyveri med hjem til sine forældre.
En politipatrulje standsede torsdag kl. 13.03 på Jettesvej en bil i forbindelse med en rutinekontrol. Bilens 23-årige fører virkede narkopåvirket og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev kørt på politigården for at få taget en blodprøve.