Corona-situationen i Aarhus er nu meget alvorlig, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse fredag. Der er i denne uge registreret 150 smittede i Aarhus Kommune. Derfor iværksættes der nu yderligere tiltag, så smittespredningen kan bringes under kontrol skriver kommunen. Du kan læse mere om de nye restriktioner her.
Der var meget stor søgning til den mobile corona-teststation ved E&P Huset i Gellerup hele torsdagen. Allerede før klokken 9 var der kø og den fortsatte i løbet af dagen. Ventetiden var for mange over tre timer. Føtex i City Vest var hurtigt ude med kolde vand til alle ventende, og varehuschef Niels Gårde transporterede egenhændigt de mange flasker op ad bakken til E&P Huset.
I lyset af borgmester Jacob Bundsgaards udmeldinger om den aktuelle corona-smitte, har Morten Sand, Café Brabrand besluttet at aflyse en del af Brabrand Mini-Festival, og kun holde den åben for personer, som har bestilt bord. Man kan altså ikke komme og deltage uden en bordbestilling. “Det gør jeg fordi, jeg på den måde kontrollere antallet af gæster og dermed holde det lavt,” skriver Morten Sand på Facebook.
Også i Gellerup bliver arrangementer de kommende dage aflyst. Klubberne i Gellerup havde traditionen tro inviteret til grillfest på tirsdag på området ved fodboldbanen Arena Vest, men det arrangement er også aflyst, oplyser Mohamed Ibrahim fra klubberne.
Butikskæden Flying Tiger Copenhagen lukker en stribe butikker over hele landet, og det går blandt andet ud over Tiger-butikkerne i City Vest og Viby-Centret, der begge lukker i løbet af året. Det skriver Stiften.
Fodboldspillerne i Brabrand IF er i fuld gang med at finde finansiering til at kunne drive 2. divisionsholdet videre, efter at Flemming Møller er stoppet. i klubben. Og nu har forsvarsspilleren Daniel Lundholm solgt det første sponsorat til virksomheden Lindkon Sport, der producerer skilte og bannere. Stiften har denne opdatering på forløbet.