Aarhus Kommune er i fuld gang med at etablere cykelstier på Hejredalsvej for at øge trafiksikkerheden og få farten ned. I forbindelse med arbejdet har vejen været spærret for biler, men i uge 24 og 25 åbner vejen for en kort periode, fordi flere centrale veje i Gellerup skal have nyt slidlag, meddeler Teknik og Miljø. I uge 26 lukker Hejredalsvej igen, og arbejdet fortsætter.
Brabrand IF og de øvrige 2. divisionsklubber i fodbold venter i spænding på statsministerens udmelding omkring fase 3 af genåbningsplanen d. 8. juni. Brabrand IF håber og forventer, at turneringen kan genoptages i weekenden d. 13.-14. juni, skriver klubben på hjemmesiden. Holdet har for et par uger siden genoptaget træningen på anlægget på Engdalsvej.
Århus SeniorTV har lavet en udsendelse på fem minutter om fundet af arkitekt Knud Blach Petersens tegninger, som alle ellers troede var væk. Tegningerne befinder sig nu på Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv og er under registrering. Udsendelsen kan ses på Århus SeniorTV og har titlen “Manden der byggede Brabrand”.
Cirkus Tværs følger nu i rækken af aktiviteter og organisationer. der lukker op igen efter corona-nedlukningen. Det sker på mandag d. 8. juni, hvor Cirkus Tværs åbner kl. 15.00. Alle er velkomne til at komme forbi og sige hej.