I aften kl. 20.00 er der smukke boleros og swingende cha-cha-cha og guajiras på programmet på Gasværket. Musikforeningen Jazzværket har inviteret Los Tres Golpes til Brabrand – og de spiller både originale kompositioner og cubanske klassikere. I Brabrand er trioen udvidet med den cubanske sangerinde og danser Aline Sanchez. Du kan reservere billet her.
I eftermiddag fra kl.14.30 inviterer virksomheden The Blue Room på Langdalsvej 46 til fredagsbar for alle som har lyst til at hilse på og møde andre folk fra Brabrand.
Brabrand IF´s håndboldherrer i 3. division har fået en forrygende start på det nye år. I løbet af to kampe er det blevet til flere points end i hele efteråret. Først blev det til en sejr på 27-26 over VRI og derefter 37-32 over topholdet Hørning. Brabrand er dog stadig sidst i rækken, men nu á points med nummer næstsidst, Hasle KFUM.
Der har været masser af spændende nyt fra den delvist lokalt baserede rockgruppe Zar Paulo i de seneste dage. Først kunne Zar Paulo meddele, at gruppen er blevet tilføjet programmet til årets Smukfest. Og i går skrev gruppen på Facebook, at den skal være opvarmningsband for The Minds of 99 på den kommende turné til de største arenaer i Danmark, blandt andet Ceres Arena i Aarhus 21. og 22. april.
I aften kl. 19.00 spiller Brabrand IF´s 2. divisionshold træningskamp på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen mod Skive IK, der ligesom Brabrand spiller i 2. division.
Aarhus Klatreklub er flyttet ind i den nye klatrehal i Sports- og Kulturcampus og inviterer i anledning af åbningen lørdag til en uformel “totalboulder” konkurrence uden finale. Handmade Routesetting vil stå for at opsætte konkurrence-problemer i alle sværhedsgrader, fra begynder til elite niveau. Alle er velkomne. Konkurrencen foregår kl.12-16.
Erhvervsmediet Erhverv Plus har besøgt det lokale rejsebureau Check Point Travel i Brabrandhus. Medindehaver Henrik Særmark-Thomsen fortæller om, hvordan bureauet siden marts 2020 har kæmpet for at bevare kunder, samarbejdspartnere, ansatte og ikke mindst optimismen i en turbulent tid. Du kan læse artiklen her.
Der er stor glæde hos Cirkus Tværs i Sports- og Kulturcampus i Gellerup. Endelig er der forestilling igen. Lørdag kl. 12.00 optræder Cirkus Tværs hos Kulturstationen i Horsens.
Grimfest puster nyt liv i Den Grimmeste Forening. I foreningen vil Grimfest skabe et netværk, som kan være med til at udvikle Grimfest og støtte op om planlægningen med de frivillige-kræfter der er brug for, i løbet af året. “Der vil være mange spændende arrangementer i foreningen og vi håber at kunne danne en god ramme omkring alle jer, som ønsker at være endnu tættere på Grim-universet,” skriver Grimfest på Facebook. Der er generalforsamling 19. marts. Du kan blive medlem her.
Vild med Gellerup inviterer lørdag d. 12. marts kl. 12.00-16.00 til planteworkshop. Her kan du lære om forspring af blomsterfrø og pasning og pleje af småplanter/spirer. Du går hjem fra kurset med spirekasser fyldt med spirer. Læs mere her.