For anden gang her i januar var der i aftes fuldt hus på Gasværket til lokalhistorisk aften arrangeret af Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv. Der blev blandt andet vist en masse billeder af lokalområdet set fra luften, og tilhørerne gættede med på, hvilke områder af Brabrand og Årslev, billederne viste.
Brabrand IF lignede et fodboldhold, der ikke var helt klar fra start, da Skive onsdag aften kom på besøg til træningskamp på kunstgræsbanen. Derfor kunne Skive hurtigt sende bolden ind bag Brabrand-målmand Mark Solis, og Skive fik endda også bragt sig på 2-0, inden Brabrand fik reduceret til slutresultatet 1-2. Læs mere om kampen på holdets hjemmeside.
En politipatrulje stoppede torsdag kl. 21.05 en bil med tre unge mænd, som kørte rundt på Edwin Rahrs Vej. De fik testet den 23-årige fører af bilen, og da narkometeret gav positivt udslag for cannabis, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven. Inde i bilen lå der også flere kasser med nyt dyrt mærketøj, som betjentene mistænkte kunne være stjålet. Den 23-årige blev derfor også sigtet for hæleri, og tøjet blev beslaglagt.
Weekenden kan allerede skydes i gang i eftermiddag, hvor iværksætterhuset Square One, Karen Blixens Boulevard 21, kl. 14-19 inviterer til fredagsbar. Der er billige sodavand, øl og snacks, og man kan se huset og møde stedets iværksættere.
Fredag kl. 21.00 kan du høre technoduoen Kenton Slash Demon på ”De Playground”, Holmstrupgårdvej 18. De to musikere Jonas Kenton (synth, vocals) and Silas Moldenhawer (drums) er begge medlemmer af When Saints Go Machine.