Grimfest har igen søgt Realdania-fonden Underværker om støtte til at skabe “Danmarks Grimmeste Kulturhus”. Projektet omfatter hele den gamle østlænge på Grimhøjgård. Det er en gammel staldbygning og dermed en fleksibel råbygning, uden indre bærende vægge. Grimfest ønsker at skabe endnu bedre rammer for de bands der øver i lokalet, men også til mindre arrangementer med op til 100 deltagere. Aktiviteterne kunne bl.a. være små koncerter, foredrag/talks, frivilligfester og Grim Højskole. Du kan støtte projektet via dette link.
Karma Prisen uddeles af Brabrand-Årslev Fællesråd som lokaleområdets anerkendelse af initiativer, der fremmer det åbne, menneskelige og kulturelle fællesskab, som kendetegner Brabrand-Årslev. Vinderne kåres ved en afstemning på hhv. Brabrand Beboernes facebook-side og på fællesrådets generalforsamling, mandag den 20. februar, hvor overrækkelsen finder sted. Du kan nu indstille kandidater til prisen på fællesrådets Facebook-side.
Det bliver totalentreprenøren 5E Byg, der skal opføre AP Ejendommes kommende 75 boliger på grunden, hvor Hejredalskollegiet lå. Rækkehuskvarteret vil være i tre trekantede klynger og får navnet Trekanten. Det er tegnet af Arkitema. Rækkehusene bliver på 2 forskellige størrelser på cirka 90 og 115 kvm fordelt på henholdsvis 2 og 3 etager med 4 og 5 værelser, skriver Byens Ejendom.
Valhalla Spejderne har for alvor taget det nye spejderhus på Høiriisgårdsvej i brug. I weekenden var de ældste spejdere på patruljeleder-weekend i huset. Og nu bruger de det, de har lært, til at gennemføre et tropsmøde med lagkageløb, hygge og leg.
Det er fortsat svært for Bager Hartmeier i Hovedgaden at finde nye medarbejdere, og bagerparret Charlotte og Lars Hartmeier knokler derfor fortsat på kanten af deres ydeevne. Det er dog nu lykkedes bageriet at ansætte to lærlinge, og desuden får personalet hjælp af to udlærte bagere, som hjælper på skift ved siden af deres fuldtidsarbejde. Endelig har bageriet ansat en ny konditor pr. 1. marts. “Indtil da håber vi stadig på jeres forståelse over at det ikke er alle produkter i finder i butikken hver dag, og at det ikke er alle forspørgsler vi kan sige ja til lige pt,” skriver bageriet på Facebook.
I mandags var der generalforsamling hos Bydelsmødrene i 8220. Referatet kommer snarest, men hermed præsenteres den nye bestyrelse, som er: Saousanne El Abbas, Shamso Muqtarwarder, Randa Burara Radwan, Jihan A. Beynah, Shukri Jama Abdulle, Fathia Muuse og Ihssane Bokada. Suppleanterne: Abir Nasser, Nasra Khalif og Akhyar Awad.
Specialpatruljen ved Østjyllands Politi bemærkede kort efter midnat kl. 00.28 natten til fredag et køretøj på Edwin Rahrs Vej, som kørte usikkert. Føreren virkede meget nervøs, og fra bilen var der en kraftig lugt af hash. Den 20-årige mandlige chauffør blev derfor sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Under en efterfølgende ransagning og visitation fandt betjentene flere poser med kokain gemt i mandens underbukser, mens der i to havehandsker i passagerdøren gemte sig to poser med hash. Han blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.
Fredag kl. blev en 22-årig mand sigtet for at køre bil på Jettesvej uden at være i besiddelse af et gyldigt kørekort.