Torsdag eftermiddag var der igen gratis kaffe, kage og en god snak ved Gellerup Bibliotek, da Livsværkstederne kom forbi med deres mobile café, Social Drive Out. Desuden blev der leget med solceller i bibliotekets gårdhave, der var spontan mavedans til tyrkisk musik, og der var fernisering i anledning af udstillingen “Kulturmønstre” lavet af børn og voksne på biblioteket. Der sker noget på det lokale bibliotek.
Siden overgangen til en ny selvejende i Brabrand Divisions Fodbold har Spar Nord haft navn og logo på spillertrøje og paradedragt. Dette samarbejde er udbygget igennem årene og nu forlænges hovedsponsoratet med 2023/24 sæsonen, skriver Brabrand Divisions Fodbold. “Vi har oplevet et meget dedikeret sportsligt set up, som kontinuerligt præsterer optimalt, ligesom vi igennem deltagelse i netværket, har etableret nye samarbejdsaftaler med både privat- og erhvervskunder i Brabrand,” siger afdelingsdirektør i Spar Nord Erhverv, Kim Groth.
I formiddag kl. 10.00 i Gellerup Kirke er der for første gang møde i den nye mandeklub. Kom og få en hyggelig mandesnak i godt selskab. Pris 20 kr. Tilmelding: Jens Arne Skøtt på 5070 1098.
Cirkus Tværs´ flotte nye cirkustelt står nu helt klar til at danne rammen om sommercirkus i Haveforeningen Søvang i morgen, lørdag kl. 15.00. Det foregår på Sylbækvej 38. “Der er hygge og højt til loftet når de unge artister viser lidt af det, de kan. Kom i godt tid, så I kan nå at købe popcorn – Og få en god plads,” skriver Cirkus Tværs. Alle er velkomne. Forestillingen er gratis.